Der følger meget opmærksomhed med dét at være Nicklas Bendtners kæreste.

Det kan Philine Roepstorff i hvert fald skrive under på, for da parret i 2018 var på ferie i Mexico, mærkede hun på egen krop, hvordan alverdens paparazzofotografer stadig holder et vågent øje med den danske fodboldstjerne.

»Vi var på et hotel, hvor man må ligge nøgen, når man tager sol, og jeg havde kun trusser på. Pludselig kommer der en person hen og fortæller, at der har ligget en paparazzofotograf og taget billeder af os hele dagen,« siger den 27-årige modelkæreste i fjerde afsnit af serien 'Bendtner og Philine', der kan ses på Dplay.

Det rørte ikke Nicklas Bendtner det mindste, men Philine Roepstorff ville ikke finde sig i det, så hun tog sagen i egen hånd.

Nicklas Bendtner med kæresten, Philine Roepstorff.
Nicklas Bendtner med kæresten, Philine Roepstorff. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»På vej op af klippen, hvor paparazzofotografen havde ligget, får han øje på mig, og derefter skynder han sig at pakke sammen. Jeg spørger ham pænt, om han ikke gerne vil slette billederne, men det ville han ikke,« forklarer hun.

Hun så derfor ingen anden udvej end at tage kameraet fra den mexicanske mand, og derfor endte hun i slåskamp med paparazzofotografen.

»Jeg hænger ude over klippen, mens jeg holder fast i tasken, og jeg råber efter Nicklas for at få hjælp,« fortælller Philine Roepstorff.

Bendtner kom herefter løbende, men den danske angriber befandt sig på det tidspunkt i en situation, hvor den famøse taxa-sag var på sit højeste hjemme i Danmark, så han ville ikke rode sig ud i flere problemer.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg havde ikke lyst til at skabe mere interesse om min person, så konflikten med paparazzofotografen skulle holdes på et minimum,« forklarer den 32-årige fodboldspiller, der på det tidspunkt skulle til at afsone en fængselsdom i 50 dage med fodlænke for vold mod en taxichauffør.

Philine Roepstorff ender dog selv med at klare sig ud af problemerne, da hun til sidst får vristet kameraet ud af hånden på den mexicanske mand, som herefter flygter fra stedet.

Paparazzofotografen endte med at blive dømt til seks måneders fængsel i hjemlandet, siger den danske model i afsnittet.

Nicklas Bendtner er lige nu uden kontrakt, hvilket han har været siden december, hvor den, han havde, med FC København ikke blev forlænget.