Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, sætter i et større interview med norske VG ord på, hvorfor hun var ude at forsvare Bendtner på Instagram allerede dagen efter episoden, som Bendtner er blevet tiltalt for vold for.

»Den dag blev der skrevet meget lort. Og jeg vidste, han ikke kunne gøre noget ved det. Det kunne ingen. Men der er aldrig nogen, der står op for ham. De bryder ham bare ned.«

»Og jeg vidste, hvad der var sket, så jeg følte, at jeg var den eneste, det var i en position til at sige noget. Jeg vidste, det ikke ville ændre på folks holdninger, men jeg kunne ikke bare sidde der. Jeg måtte gøre noget og fortælle, hvad der skete. Jeg vidste, det kunne skabe problemer, men for mig var det vigtigt,« siger Philine Roepstorff til VG.

Efter episoden, der skete natten til den 9. september, gik den første melding på, at Nicklas Bendtner havde overfaldet den pågældende taxichauffør. Det er den version, Philine Roepstorff følte sig nødsaget til at reagere på.

Philine Roepstorff beskrev på Instagram, at taxichaufføren to gange kørte en forkert vej på en relativt kort tur hjem til Bendtners lejlighed i København, og at de derfor valgte at blive sat af i stedet for.

'Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling. Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os. og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt. Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas, der overfaldt nogen. Han blev forfulgt og forsvarede sig selv og mig,' skriver Philine Roepstorff.

Norske VG har desuden talt med Philine Roepstorff om hendes egen karriere som model, hvor hun havde planer om at tage til USA og forsøge at slå igennem der, inden hun i sommer blev kæreste med Bendtner. Derefter blev USA-drømmen lagt på hylden.

»Jeg har aldrig mødt så godt et menneske og nogen, der er så omsorgsfuld som ham. Han tænker meget på andres behov. Ja, han har gjort en del ting i sit liv, der ikke er helt efter bogen, men det har vi alle,« fortæller Philine Roepstorff.

Nicklas Bendtner til pressemøde 11. september 2018 i Rosenborg sammen med Rosenborgs CEO, Tove Moe Dyrhaug.
Nicklas Bendtner til pressemøde 11. september 2018 i Rosenborg sammen med Rosenborgs CEO, Tove Moe Dyrhaug. Foto: TERJE PEDERSEN
Vis mere

Både Nicklas Bendtner og taxichaufføren er blevet tiltalt i sagen. Taxichaufføren er tiltalt for forsøg på vold, mens Nicklas Bendtner er tiltalt for vold. Sagen skal for retten den 2. november.

Taxichaufføren nægter sig skyldig gennem sin advokat, Mette Grith Stage. Nicklas Bendtner har gjort det samme gennem sin advokat, Anders Nemeth.

Bendtner selv har udtalt sig om episoden i København én gang. Det skete på et pressemøde i Bendtners norske klub, Rosenborg.

»Jeg er ikke voldsmand, men jeg beskytter dem, jeg har kær,« fortalte Bendtner på pressemødet.