Nicklas Bendtners kontrakt med FC København udløber ved årsskiftet, og lige nu er det uvist, om angriberen forlænger med klubben, søger nye græsgange eller stopper karrieren.

Efter den tidligere landsholdsspillers nye selvbiografi 'Begge sider' er udkommet, er der flere ubesvarede spørgsmål, der melder sig på banen.

Hvad skal der ske, hvis Nicklas Bendtner ikke får forlænget sin kontrakt i FCK? Og hvad skal den danske angriber få tiden til at gå med efter fodboldkarrieren?

Derfor har B.T. Sport undersøgt både de realistiske scenarier og nogle alternative karrieremuligheder for den 31-årige angriber.

Nicklas Bendtners fremtidsplaner er stadig uvisse.
Nicklas Bendtners fremtidsplaner er stadig uvisse. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

'FCK eller ingenting'

Indtil årsskiftet render Nicklas Bendtner rundt med nummer 32 på ryggen i FCK, og hverdagen i hovedstadsklubben kan meget vel fortsætte for den 31-årige angriber, når vi rammer 2020.

»Jeg ser egentlig kun ét scenarie for Bendtner: en kort forlængelse med FCK. Jeg kan ikke se ham i en anden klub,« fortæller fodboldekspert Morten Bruun og uddyber:

»Jeg står med en fornemmelse af, at Bendtner næsten skylder sig selv at tage en januar-februar-opstart, hvor han starter på lige fod med sine holdkammerater. Han må simpelthen være bedre end det, han har vist siden skiftet.«

Og tanken om endnu et udlandsophold har Morten Bruun da også svært ved at se:

»Jeg har en fornemmelse af, at han ikke orker et eventyr i Kina eksempelvis. Det er FCK eller ingenting. Og så har han jo også luftet tanken om at stoppe karrieren før.«

I Bendtners nye bog sender han stikpiller af sted mod en række personer, og Danmarks nuværende assistenttræner for herrelandsholdet er blandt én af dem, der får nogle gloser med på vejen.

»Der er nok nogle enkelte personer, der må føle sig så ramt, at det bliver svært at fortsætte herfra, men jeg holder stadig fast i, at hvis Bendtner kommer tilbage på det niveau, han før har vist, så er landsholdet ikke et overstået kapitel for ham. Bog eller ej. Der er dog lang vej,« siger Morten Bruun og tilføjer:

»Lige nu vil mit bud dog være, at Bendtner har spillet sin sidste landskamp.«

Nicklas Bendtner i kamp for herrelandsholdet.
Nicklas Bendtner i kamp for herrelandsholdet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brandet 'Bendtner' er stærkt

På trods af utallige skandaler, så skal man ikke skæmmes af Nicklas Bendtners navn, der stadig har en vis markedsværdi, fortæller Peter Horn, der er ekspert i personlig branding.

»Bendtner har jo ikke altid opført sig ét af Guds bedste børn, men som brand bliver man ikke dømt ude, bare fordi man begår nogle fodfejl. Og den nye selvbiografi viser måske også, at han er blevet mere voksen ved at erkende sine fejl.«

Nicklas Bendtner har tidligere forsøgt sig i forretningsverdenen med sit tidligere smykkefirma Noble by Bendtner, der endte med at ødelægge forholdet til faren, men den levevej har Peter Horn svært ved at se.

»Jeg tror ikke, han er arketypen på en forretningsmand. Der ligger nok flere muligheder i showbiz for ham. Måske i et tv-program. Han er jo lidt en showman,« forklarer han.

Nicklas Bendtner har været involveret i flere skandaler – herunder spritkørslen ved Gammel Strand i 2013.
Nicklas Bendtner har været involveret i flere skandaler – herunder spritkørslen ved Gammel Strand i 2013. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Tv-stationerne på udkig

Flere sportsfolk er efter karriestop gået ind i tv-verdenen, hvor de på skærmen har budt seerne velkommen til diverse sportsudsendelser. Folk som Peter Møller, Mads Laudrup, Camilla Martin og Jakob Kjeldbjerg har alle oplevet overgangen fra sportsudøver til tv-vært, og den overgang er ikke altid helt nem.

»Det kræver simpelthen hårdt arbejde og en stor bunke ydmyghed, da man kommer som en flatteret stjerne og ender nederst i hierarkiet. Det er simpelthen regel nummer 1, hvis Bendtner skal have en chance,« fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Nicklas Bendtner har tidligere ageret ekspertkommentator for DR under VM-slutrunden i Brasilien i 2014, hvor han modtog en del kritik. Og hvis han vil gå ekspertvejen, kan han godt forberede sig på, at SoMe-folket vil være over ham, mener Jakob Kjeldbjerg:

»Jeg kender ikke Bendtner godt nok til at kunne bedømme, hvor godt han ville gøre det som tv-vært, men jeg er sikker på, han nok skal få chancen en dag, hvis han gider. Han skal dog være klar på at få nogle knubs. Han vil blive målt og vejet fra alle sider, men han starter fra nul, og så vil tidligere sager - med al respekt - være ligegyldige i den sammenhæng.«

Bendtner i kamp for FCK.
Bendtner i kamp for FCK. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

​Ville passe perfekt som Hamlet

I 'Begge sider' nævner Nicklas Bendtner selv, at han engang overvejede at blive skuespiller, og den idé lyder ifølge skuespiller og instruktør Jens Arentzen vildt spændende.

»Jeg kunne sagtens forestille mig Bendtner som skuespiller. Han har alt, hvad der skal til for at være en leading actor, som man bygger en hel film eller forestilling op om, og det kunne godt nok være fedt at se ham i rollen som Hamlet. Han ville passe perfekt,« siger han.

Ud over rollen som Hamlet, så peger Jens Arentzen på to andre faktorer, der gør, at FCK-angriberen kunne gøre det godt som skuespiller.

»Hr. Bendtner er kropslig plastisk, hvilket vil sige, han ved, hvor han har sin krop, og derudover har han oplevet smerte, som er vigtigt for en skuespiller, hvis man skal kunne udtrykke det på scenen,« forklarer han.