Bliver Nicklas Bendtner en parentes i FC Københavns historie? Eller sætter han et udråbstegn efter sit allerede velkendte navn?

Den 31-årige angriber har lidt over en måned tilbage til at overbevise FC København-manager Ståle Solbakken og klubbens fans om, at han også skal være FCK-spiller efter nytår.

Det kræver gode præstationer på banen, en fornuftig adfærd uden for og ikke mindst masser af kærlighed fra fansene. Så hvordan står det til med det? Hvor tæt er han på at ramme de 100 procent i alle tre kategorier, som så kan score ham en ny FCK-kontrakt?

Det kigger B.T. Sport på efter hver af Nicklas Bendtners kampe for FC København. Denne gang er det 1-1-kampen mod Dynamo Kiev, der er udgangspunktet:

Foto: Philip Davali
Vis mere

Sportsligt – 20 procent (fra 30 procent)

Det var ikke, fordi hverken Pieros Sotiriou eller Michael Santos leverede Ballon d’Or-præstationer på Telia Parkens efterårsgræs, men alligevel så det ikke ud til, at Ståle Solbakken var synderligt tæt på at lade Bendtner komme ind på toppen i stedet.

For det, FCK-manageren får fra sine eksotiske spidser, er nemlig energi og presspil. Og meget kan man sige om Bendtner, men det er ikke hans spidskompetencer. Derimod kunne FCK nok godt have brugt den store danskers evner til at holde på bolden, så københavnerne kunne få ro.

Men lige nu er Nicklas Bendtner altså bare et ret klart fjerdevalg til de to angrebspladser, og det er naturligvis ikke noget godt tegn.

Foto: Philip Davali
Vis mere

Opførsel – 90 procent (fra 85 procent)

B.T.s erhvervspraktikant fik en fremragende oplevelse, da han fik lov at interviewe Nicklas Bendtner dagen inden kampen. Den 31-årige angriber havde gjort stort indtryk, da han både havde spurgt ind til skole og rost spørgsmålene.

Den del fejler altså bare ingenting hos Nicklas Bendtner. Men den forgangne uge har stået i Bendtners tegn med en bogudgivelse, der har givet efterdønninger langt forbi Danmarks grænser.

Var det en god idé eller ej at udgive den bog nu? Brian Laudrup mener nej, men Ståle Solbakken har selv fortalt, at det ikke vil gøre den store forskel for Nicklas Bendtners fremtidsmuligheder i FC København. Det var måske inden, han hørte om bogens stikpiller til Viktor Fischer.

Popularitet - 80 procent (fra 85 procent)

Det er svært for Nicklas Bendtner at bevare sin popularitet, når han ikke får lov at spille. Fans vil have mål og gode præstationer, men lige nu må de nøjes med at dyrke deres helt i overskrifterne og en ny bog.

Der vil de også få masser af den slags kulørte historier, som har gjort Nicklas Bendtner til det fænomen, der fik FCK-fans til at tømme fanshoppen for trøjer kort efter skiftet.

Og kunne fansene lide Nicklas Bendtner i forvejen, så vil de også holde af ham efter bogen. For han holder af FC København, og der var ikke noget, han hellere ville end at skifte til klubben, da det var slut i Rosenborg.