Nicklas Bendtner er i overhængende fare for at få sin superligadebut, når FC København her til eftermiddag besøger Hobro i den nordjyske skov.

Og den 31-årige angriber med det flotte c.v. – og de mange skandaler i rygsækken – er ikke i tvivl om, at han kan dominere Superligaen.

»Nu har man snakket rigtig meget om, at jeg er kommet hertil på grund af skader – hvilket også er rigtigt. Der har været en masse hype – en masse positive og negative ting,« siger Bendtner i interview med Canal 9 og fortsætter:

»Men vi må heller ikke glemme, at jeg rent faktisk er en god fodboldspiller, der har meget at tilbyde. Og kommer jeg hurtigt i form, så vil man også kunne se det.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Nicklas Bendtner starter på bænken i søndagens opgør, men Ståle Solbakken har luftet tanken om at bringe den tidligere landsholdsstjerne sidst i opgøret:

»Nicklas har trænet godt i ugen og vist en lille fremgang, så vi tager ham på bænken, så vi eventuelt kan sætte ham ind de sidste 10-15 minutter, hvis vi har brug for en frisk boksspiller,« har manager Solbakken sagt til FCK's hjemmeside.

Nicklas Bendtner har fået fire måneder til at overbevise FC København om, at han er værd at satse på.

Der er kampstart i Hobro klokken 16.