Nicklas Bendtner har ambitioner om at lave lige så mange mål i næste sæson for Rosenborg som i den første.

Den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner er i fuld gang med at forberede den kommende sæson med sin norske klub, Rosenborg.

Det er Bendtners tredje sæson i klubben, og han håber, at den for ham personligt bliver væsentligt bedre end den forrige.

- Jeg vil gerne være omkring det samme antal mål, jeg scorede første sæson, og mener også, det er fuldt muligt.

- Når jeg slutter sæsonen, vil jeg gerne have et målgennemsnit, som jeg føler, er på det niveau, som er acceptabelt for mig selv.

- Det var det bestemt ikke sidste år, siger Bendtner til den norske avis VG.

Den danske angriber scorede 23 mål for Rosenborg i sin første sæson og blev topscorer i den norske liga, som klubben også vandt. I sidste års sæson dalede niveauet, og det lykkedes kun Bendtner at sætte 12 mål i kassen.

31-årige Bendtner vendte 25. februar tilbage til træningsbanen i Trondheim, efter at han havde afsonet en 50 dages dom med fodlænke for vold mod en taxachauffør i København i september sidste år.

Under afsoningen i Danmark har Bendtner lavet intenst fysisk træning.

- Jeg har trænet rigtig meget og føler mig i god fysisk form, i forhold til da sæsonen sluttede sidste år, så jeg glæder mig til at se, om jeg kan omsætte det til kamp og til starten af sæsonen på en positiv måde, siger han.

Siden sidste sæson har Rosenborg fået ny træner i Eirik Horneland, og nordmanden har været i København og besøge Bendtner under afsoningen.

Derfor har danskeren også været mere klar til at vende tilbage.

- Jeg ved, hvad han forventer af mig som spiller. Nu handler det om at komme ind på holdet og få det ind under neglene, siger Bendtner.

Rosenborg spiller første betydende kamp i sæsonen 17. marts, når Trondheim-klubben møder Molde i den norske Super Cup. To uger efter spiller Rosenborg første ligakamp i 2019-sæsonen.

/ritzau/