Nicklas Bendtner is back! Og han er skarpere end længe.

Den danske landsholdsstjerne har på halvandet år genrejst sin karriere, som ellers var grundstødt i Wolfsburg og Nottingham Forest. I dag flyver den før så skandaleombruste angriber højt på en målrus, som har sendt ham tilbage op på fodboldens fjeldtinder - dér hvor en angriber med et boldtalent som Bendtners selvfølgelig hører til.

Læs herunder, hvordan 29-årige Bendtner på halvandet år er gået fra to mislykkede udlandsophold og en tur i landsholdskulden til at være en genfødt målmaskine, som er et godt bud på en landsholdsfrelser i de kommende VM-brag mod Montenegro og Rumænien.

Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

Februar 2016: Ude i kulden
Den 6. februar spiller Bendtner sin sidste kamp for Wolfsburg. Antallet af ballade-episoder overgår da nærmest også antallet af mål, angriberen har lavet i hans halvandet år i Bundesliga-klubben (9 mål i 47 kampe – langt de fleste af dem som indskifter). I den periode har Bendtner blandt andet formået at komme for sent til træning, vist sig frem i en Mercedes på trods af at Wolfsburgs storsponsor er Volkswagen og er udeblevet fra en fan-seance.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Marts 2016: Vraget af den nye landstræner
Comeback til Bendtner. Det er det store tema op til, at den nye danske landstræner, Åge Hareide, udtager sin første landsholdstrup. Dagen inden bliver en pressemeddelelse sendt ud fra Bendtner-lejren: »Efter en god og konstruktiv samtale med Åge Hareide, er vi sammen kommet frem til at jeg ikke deltager i de kommende landsholdskampe,« lyder det til medierne fra Bendtner via sin pr-assistent, Elisa Lykke.

Foto: CESARE ABBATE
Vis mere

Marts 2016: Fyret og færdig
Få uger efter den ærgerlige start på sit landsholdssamarbjede med Hareide er der igen breaking Brendtner-news: Denne gang er det Wolfsburg, som melder ud, at de har mistet tålmodigheden med Bendtner, som fritstilles øjeblikkeligt. Dårlig form og ditto opførsel over længere tid er mere, end tyskerne kan klare. Bendtner er derfor ikke længere forpligtet til at skulle møde til træning. I slutningen af april bliver kontrakten så endegyldigt ophævet.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

April 2016: Bryder med Zangenberg
Foråret 2016 er de store bruds tid for Bendtner. I kølvandet på landsholdsnedturen og Wolfsburg-fyringen kommer det frem, at angriberen og hans kæreste gennem fem år, Skuespilleren Julie Zangenberg, er gået hver til sit. Bruddet fører også til et ophør af samarbejdet med pr-damen Elisa Lykke, som ellers har styret Bendtners kontakt med medierne i de mest tumultariske år af hans karriere.

Foto: Andrew Boyers
Vis mere

September 2016: En ny start
Efter flere måneders rygter, hvor han har holdt sig i form ved at træne med F.C. København, lykkes det klubløse Bendtner at lande en to-årig kontrakt med Nottingham Forest. Det er danskerens håb, at han i den hæderkronede Championship-klub kan genfinde fordums styrke. »Det handler om at få en ny start. Det, der skete i Wolfsburg, var trist for alle. Det er fortid, og jeg ser fremad,« sagde Bendtner ved præsentationspressemødet.

Foto: John Sibley
Vis mere

Februar 2016: Færdig i Forest
Det er kun sporadisk, at Bendtner får lov til at vise sig fra sin bedste side i kaotiske Forest. Den tidligere Arsenal-stjerne er langt fra topformen og han bliver hånet efter bare to mål siden sin ankomst. Samtidig er der uro i kulissen med en trænerfyring. Efter bare tre korte indhop efter nytår er et brud med klubben uundgåelig. »Mit fodboldmæssige humør og motivationsniveau faldt temmelig drastisk,« har Bendtner sagt til BT om den periode.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere


Marts 2017: Lander i Rosenborg
Selv om det kørte helt af sporet i Nottingham Forest, så kommer det som noget af bombe, da det kommer frem, at Bendtner skifter klub til norske Rosenborg. Nok er det en stor klub i Norge, men sammenlignet med Arsenel, Juventus og Wolfsburg er det en miniputklub. »Jeg føler, det kan blive et skridt fremad. Hvis du som angriber scorer mål, er du glad,« siger Bendtner ved præsentation.

April 2017: Scorer igen
Ud over at komme på tavlen i nogle af sine første kampe for sin nye klub, så beviser Bendtner, at han også fortsat kan score uden for banen. I slutningen af april gør landsholdsstjernen sit forhold til den dengang kun 19-årige model Natasja Madsen officielt. Det sker på de sociale medier, hvor de to turtelduer i flere uger er set på billeder i hinandens ofte ganske intime selskab.

Foto: VINCENT WEST
Vis mere

Juni 2017: Kritikken tager til
Allerede i løbet af foråret er de første kritiske røster fremme i det norske om Bendtners indsats i Rosenborg. »Han virker næsten uinteresseret,« lyder det fra den tidligere norske Premier League-stjerne Steffen Iversen. Bendtners målhøst er da også beskeden, og i sommeren når kritikken nye højder. Han kaldes en skuffelse i avisen VG. Fire mål i 12 kampe er da heller ikke umiddelbart imponerende af en angriber med Bendtners cv.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

August 2017: Igen forbigået af Åge
Efter halvandet år ude i landsholdskulden er der stor spænding om Hareide tager Bendtner til nåde. Angriberen har efter en sløj periode vist fine takter i Rosenborg, blandt andet i de norske mestres europæiske kampe. Men det er ikke nok til at overbevise landstræneren om, at Bendtner er klar til at iføre sig den rød-hvide trøje. »I øjeblikket vurderer jeg de andre til at være bedre end Bendtner,« siger Hareide, hvilket skuffer Bendtner.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

September 2017: Comeback i rødt og hvidt
Tre dage senere er der dog godt nyt til Bendtner, da han indkaldes til landsholdslejren som erstatning for den skadede Yussuf Poulsen. »Sådan som jeg spillede i Nottingham til tider, var der ikke nogen grund til at udtage mig. Men som jeg har spillet nu, og i den form, jeg er i nu, er jeg 100 procent berettiget til at spille på landsholdet.« I 4-0-sejren over Polen bliver Bendtner skiftet ind til stor jubel i Parken – næsten to år efter hans seneste landskamp.

Foto: Wold, Ole Martin
Vis mere

September 2017: Bendtner-hypen når nye højder
Bendtner fortsætter med at hagle mål ind for Rosenborg - 10 fuldtræffere i 10 kampe i ligaen og Europa League siden starten af august. Og efter sit mål og flotte hæl-assist i Rosenborgs 3-1-sejr over Vardar i Europa League hyldes Bendtner som kongen af norsk fodbold.

»Det er Bendtner-magi endnu engang,« jubler den tidligere norske landsholdsspiller Kjetil Rekdal på norsk tv efter den lille Bendtner-genialitet. »Jeg tror ikke, jeg har oplevet ham gladere på noget tidspunkt,« siger Bendtners agent, Ivan Marko Benes, som beretter om en ny livsstil som en af årsagerne til at Bendtner har genfundet sig selv på banen.

»Både mentalt og menneskeligt har det været en meget svær periode for mig gennem noget tid. Også fodboldmæssigt. Det har været mange ting, som er faldet oven i hinanden,« sagde Bendtner i landsholdslejren i sidste måned til BT om sin succes.