Bundplacering – og bundkarakter.

Det var ikke meget positivt at hente for Nicklas Bendtner, da han søndag ellers var tilbage i Rosenborgs startopstilling.

I lokale Adresseavisen får den danske angriber karakteren 1 for indsatsen i 0-3-nederlaget til Molde.

'Ufarlig offensivt og til overmål involveret i flere mål i egen ende,' lyder det kort og kontant.

I mediets referat af kampen lyder det: 'Rosenborg, med Nicklas Bendtner på toppen i Alexander Søderlunds fravær, var ikke i nærheden af at skabe noget farligt.'

Nicklas Bendtner er ikke den eneste Rosenborg-spiller, der får bundkarakteren: Det går også ud over angrebskollegaen Pål André Helland og forsvareren Even Hovland.

Den anden dansker i klubben, Mike Jensen, får karakteren 2 med bemærkningen 'både svag til at retvende sig og ekstremt ivrig efter at spille fremad. Noget, der gør holdet mere udsat for kontraangreb.'

Den danske landstræner, Åge Hareide, overværede kampen, og han var ikke imponeret.

»Det er skuffende at se. De kan ikke optræde sådan, hvis de fortsat vil være et tophold. De må arbejde sammen. Der er for meget en og en,« sagde Åge Hareide til Adresseavisen.

Rosenborg, der har vundet mesterskabet i de seneste fire år, står nu tilbage med to point i fem kampe og ligger sidst i Eliteserien.

Det er historiens værste sæsonstart for det ellers så sejrsvante hold.

Derfor er sædet allerede begyndt at brænder under den nye træner, Eirik Horneland, der har fået hård kritik efter hver eneste kamp indtil videre.

Også efter søndagens 0-3-nederlag.

»Det er jo skræmmende og chokerende at se dem så hjælpeløse. Se, hvordan de fremstår. De har fået som fortjent, og nu må alarmklokkerne ringe,« lyder analysen eksempelvis fra norsk TV2's fodboldekspert Jesper Mathisen:

»Hvis Horneland fortsætter, må det være, fordi edelsen ser det som et prestigeprojekt. Ja, han er en ung træner med et godt skudsmål. men han og Rosenborg er et forfærdeligt match.«

Rosenborg skal i næste runde møde Sarpsborg 08.