Fredag er Nicklas Bendtner tilbage i Rosenborg efter afsonet dom. Han har noget at indhente, siger træneren.

Fredag markerer dagen, hvor den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner har afsonet sine 50 dage i fodlænke som følge af den voldsdom, han modtog for at have overfaldet en taxachauffør.

Efter planen vil Bendtner atter være at finde på sin klub Rosenborgs træningsanlæg fra på mandag efter afsoning i hjemmet i København, skriver netmediet VG.

Her er holdet allerede i fuld gang med opstartsprogrammet frem mod ligapremieren i Eliteserien, Norges bedste fodboldrække, 31. marts.

Dermed har den 31-årige danske angriber noget at indhente i forhold til de andre spillere i truppen. Det siger klubbens nye cheftræner, Eirik Horneland.

- Han kommer tilbage i god fysisk tilstand, men han skal få fodboldbevægelserne ind igen, siger Horneland ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Han skal slet og ret se at komme i fodboldstøvlerne. Vi må dosere træningen, så han kan holde til det. Mange af de andre er på et andet niveau, når det handler om det fodboldfysiske.

Bendtner har trænet fysisk seks dage om ugen hjemme i Danmark under sin afsoning. Derfor er træneren heller ikke bekymret for, om danskeren kan indhente det tabte på den næste måneds tid inden sæsonstarten.

- Han er meget motiveret for at komme i gang, siger Horneland, der har besøgt Bendtner i København.

Rosenborg tyvstarter sæsonen 17. marts, hvor mesterholdet møder Molde i Super Cuppen.

/ritzau/