Nicklas Bendtner bliver i Rosenborg, selvom der tirsdag opstod rygter om, at der var bud efter ham fra Beijing Guoan fra Kina. Det garanterer han over for VG:

»Det kan jeg 100 procent (garantere, red.),« siger Nicklas Bendtner til VG.

»Jeg har hele tiden sagt, at jeg vil blive i Rosenborg denne sæson, og det har ikke ændret sig. Der har været mange spekulationer. Jeg har talt med mange, men det har ikke været interessant for mit vedkommende. Mit mål er at være her de næste tre måneder – minimum frem til VM. Jeg vil gøre et godt stykke arbejde ved VM, og så må vi se, hvad der sker bagefter,« siger den danske angriber.

Nicklas Bendtner var han onsdag aften med fra start, da de norske mestre i øsende regnvejr spillede den sidste kamp på træningslejren i Marbella og vandt med 3-1 over Dinamo Brest. To af målene naturligvis sat ind af Rosenborgs danske superstjerne. (ØVERST I DENNE ARTIKEL KAN DU SE BENDTNERS MÅL, DER BLEV KÅRET SOM ÅRETS BEDSTE I 2017).

Først udlignede han til 1-1 efter 38 minutter, da han helflugtede et indlæg ind ved bagstolpen, og efter at Marius Lundemo havde scoret til 2-1 lukkede Nicklas Bendter kampen med et 3-1 mål, som Rosenborg på sit eget website kalder både »kunst« og »en helt nydelig scoring.« Fra kanten af straffesparksfeltet skruede han bolden op i det modsatte målhjørne.

Rosenborg vender efter kampen hjem til Norge, hvor de sparker sæsonen i gang mod Sarpsborg 08 den 11. marts.