Karrieren som fodboldspiller er ovre, men drømmen om et trænerjob lever fortsat i Nicklas Bendtner.

Og faktisk har han allerede haft muligheden for at lade drømmen gå i opfyldelse, for flere klubber har tilbudt Nicklas Bendtner job som fodboldtræner.

Det afslører Bendtner, da B.T. møder ham i forbindelse med pressedagen for den kommende sæson af eksfodboldspillerens tv-program Nicklas Pranker.

»Det har der, men det var ikke noget, jeg selv ønskede. Det har været både som træner og som assistenttræner, men ikke på den måde, jeg selv ønskede,« fortæller Nicklas Bendtner og tilføjer:

B.T. mødte Nicklas Bendtner i forbindelse med pressedagen for anden sæson af hans tv-program Nicklas Pranker.
B.T. mødte Nicklas Bendtner i forbindelse med pressedagen for anden sæson af hans tv-program Nicklas Pranker. Foto: Anthon Unger
Vis mere

»Det er altid godt at være efterspurgt i den forstand, men når jeg først træder ind i det igen - og det bliver så seriøst, som det er med arbejdsdage fra syv morgen til fire-fem stykker hver dag og weekenderne er væk - så skal man virkelig være klar og have det rigtige mindset.«

»Der vil jeg gerne være 100 procent afklaret med, at det er det, jeg går benhårdt efter, og der er jeg ikke lige nu. Lige nu er jeg rigtig glad for det, jeg laver p.t.«

Nicklas Bendtner bestod allerede i januar 2022 trænereksamen, så han har en UEFA A-licens, der er den næsthøjeste træneruddannelse.

Men en coronaopblusning betød, at en nødvendig studietur blev aflyst, så diplomet måtte Bendtner og kollegaerne, der blandt andet tæller Lars Jacobsen og Daniel Agger, vente på dengang - det er der dog styr på nu.

Nicklas Bendtners sidste klub i karrieren blev FC København, hvor han tørnede ud i slutningen af 2019.
Nicklas Bendtners sidste klub i karrieren blev FC København, hvor han tørnede ud i slutningen af 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har fået licensen nu. Vi endte med at tage til Liverpool, hvor Daniel hookede noget op. Vi var der ovre i tre-fire dage, kom hjem og fik eksamen. Så A-licensen er på plads.«

Men selv om der er interesse for Bendtner, og licenserne er klar til at tage et job, så er det ikke det, som Bendtner vil bruge sin tid på nu.

»Lige nu er jeg glad for den verden, jeg er i. Jeg er glad for at arbejde på United, og lave de her ting og forhåbentligt skal vi lave mere sammen.«

»Men på sigt vil jeg rigtig gerne ind i trænerverdenen, for jeg har fodbolden meget, meget tæt. Det er blandt andet også derfor, at jeg laver podcast. Jeg kan ikke undgå at have fodbold tæt på livet,« siger Bendtner, der laver en ugentlig fodboldpodcast ved navn Stolpe Ind i fællesskab med Peter Falktoft og David Diamanti.