Nicklas Bendtner havde en stor rolle i Zenits mål til 3-0 med en uheldig tilbagelægning.

Sankt Petersborg. Zenit var for stor en mundfuld for Nicklas Bendtner og Rosenborg, der tabte 1-3 til det russiske hold i gruppespillet i Europa League.

Det var ikke meget, man så til den danske landsholdsangriber kampen igennem. Men han havde dog en gevaldig fod med i Zenits scoring til 3-0, da han lavede en uheldig tilbagelægning, der resulterede i Zenit-scoring.

Nordmændenes nederlag betyder, at holdet nu står med tre point efter tre kampe, og det er nok til en tredjeplads i gruppen.

Rosenborg er ellers flyvende i den norske liga, hvor holdet fører med 10 point ned til nummer to, men i Europa har holdet ikke haft samme succes i denne sæson.

Allerede efter et minut havde Zenit bragt sig foran. Et indlæg fandt frem argentinske Emiliano Rigoni, der med hovedet kunne bringe russerne på 1-0.

I anden halvleg pressede Zenit på for at øge føringen, og russerne havde flere gode chancer, men Rosenborg kunne glæde sig over, at André Hansen stod i målet, for han afværgede på glimrende vis flere gange.

Men Hansens fine takter varede ikke ved. I det 68. minut forsøgte Rigoni sig med en blød bold hen over hovedet på en fremstormende Hansen i Rosenborg-målet.

Bolden burde aldrig blive farlig for målmanden, da den kom i gribehøjde, men bolden smuttede mellem hænderne på målmanden og fortsatte i mål.

I det 75. minut gjorde Nicklas Bendtner sig uheldigt bemærket, da han trak ned i banen for at modtage en aflevering, som han sendte tilbage mod Hansen i målet.

 
Nicklas Bendtner fik en uheldig rolle ved Zenits tredje mål!
Vis mere

Desværre for danskeren blev afleveringen ikke lang nok, og Rigoni dukkede op og gav sig selv et hattrick ved at prikke bolden ind til 3-0.

Pål André Helland pyntede på resultatet mod kampens slutning med en scoring til 1-3, hvilket blev slutresultatet.

I det andet opgør i gruppe L var Real Sociedad på besøg hos makedonske Vardar, og det opgør slap spanierne bedst fra med en sejr på hele 6-0.

Brasilianske Willian Jose var i vældigt målhumør i det opgør, hvor han kvitterede med hele fire mål.

Arsenal var også i aktion torsdag aften. Englænderne var på besøg hos serbiske røde stjerne og kunne rejse hjem med tre point efter en sejr på 1-0.

Arsenal fører stadig gruppe H med ni point efter tre kampe.

/ritzau/