Når den sidste gruppekamp i Europa League er spillet til december, så bliver det et farvel og tak til turneringen for Rosenborg.

Det blev afgjort torsdag, da de nykårede norske mestre hjemme tog imod spanske Real Sociedad, der vandt 1-0 på en scoring i kampens sidste minut af Mikel Oyarzabal.

Rosenborg havde både Nicklas Bendtner, Mike Jensen og Jacob Rasmussen med fra start i skæbnekampen, hvor Rosenborg skulle vinde for at bevare muligheden for avancement fra gruppespillet.

I stedet bliver det spanierne, der avancerer videre i turneringen sammen med Zenit Sankt Petersborg fra gruppe L.

Russerne topper med 13 point, mens Real Sociedad har 12 point, og Rosenborg ligger på tredjepladsen med blot fire point før sidste spillerunde.

Til gengæld var der skandinavisk jubel i svenske Östersund, der kvalificerede sig til Europa League ved at vinde den svenske pokalturnering i foråret.

Svenskerne vandt hjemme 2-0 over ukrainske Zorya, og dermed indtager den svenske miniput førstepladsen med ti point i gruppe J.

Östersund var dominerende i første halvleg, og fem minutter før pausen kom svenskerne foran, da Zorya scorede et selvmål.

Saman Ghoddos øgede til slutresultatet med 13 minutter igen af opgøret.

Athletic Bilbao ligger nummer to med otte point efter en 3-2-sejr hjemme over Hertha Berlin.

Den sejr betød, at Hertha Berlin ikke når videre fra gruppespillet.

I gruppe H var Arsenal sikker på at gå videre, mens FC Köln og Frederik Sørensen kæmpede for at holde liv i drømmen om avancement.

Det lykkedes, da tyskerne vandt opgøret 1-0 efter en scoring på et straffespark af Sehrou Guirassy i anden halvleg.

Frederik Sørensen spillede hele kampen for Köln.

Spanske Villarreal vandt ude 3-2 over russiske FC Astana, og dermed er spanierne vinder i gruppe A, hvor FC Astana og Slavia Prag kæmper om den sidste plads videre i turneringen.

Zulte Waregem er færdig i turneringen efter gruppespillet med et nederlag på 1-3 ude til franske Nice. Her scorede danske Brian Hamalainen for belgierne på et direkte frispark, men det var ikke nok.

Waregem har blot fire point for fem kampe i gruppe K, hvor Nice er videre sammen med Lazio, der vinder gruppen efter 1-1 mod Vitesse fra Holland.

/ritzau/