Bendtner og kæresten på luksusferie – hænger ud med dansk sangstjerne


»Jeg' i live!« Sådan lyder en af sangene fra den danske stjerne Burhan G.
Og mon ikke han føler sig i live lige for tiden?
Sangeren hygger sig nemlig på Maldiverne sammen med Nicklas Bendtner og dennes modelkæreste, Philine Roepstorff.
Det kan man se på Bendtner og Philines Instagram-profil, da de har lagt en story op, hvor de står med sangeren på Maldiverne.

På Philines story kan man også se, at de tre står på vandski sammen, hvor de er ude at se på delfiner.
Bendtner og kæresten tilbragte julen i ferieparadiset, og det ser altså ud til, at parret også holder nytår på Maldiverne.
De mange opslag på Instagram fra de to turtelduer vidner også om, at de hygger sig i hinandens selskab.
For nylig kom det frem, at Bendtner ikke får forlænget sin kontrakt med FC København.
I et opslag på sin Instagram skrev han:
»Jeg er nok en smule skuffet. Måske burde det være blevet til meget mere, måske var det lige tilpas. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, at jeg vil tænke mig godt og grundigt om, inden jeg melder noget drastisk ud om min fremtid. Lige meget hvad har den meget at byde på.«
Og tiden til at tænke bruger han under varme himmelstrøg på Maldiverne, inden transfervinduet åbner 1. januar, hvor fremtiden formentlig kommer på plads for den danske angriber.
Det er ikke til at finde ud af, om Burhan G er alene af sted, eller om han også rejser sammen med nogen.