Lillestrøm. Nicklas Bendtner sørgede torsdag aften for, at fodboldklubben Rosenborg hentede sin første titel i år.

Danskeren blev matchvinder med kampens eneste mål, da Rosenborgs norske mestre vandt 1-0 over Lillestrøms pokalvindere i Mesterfinalen, som er Super Cuppen i Norge.

Landsholdsangriberen scorede kampens eneste mål syv minutter inde i anden halvleg.

Ifølge Rosenborgs Twitter-profil lavede 30-årige Nicklas Bendtner, der var anfører, først en såkaldt tunnel på en modstander, inden han scorede.

12 minutter før tid lod danskeren sig udskifte.

Nicklas Bendtner forsøger at komme med i Danmarks trup, der skal spille VM i Rusland denne sommer.

Sidste års topscorer i Eliteserien har foreløbig scoret to mål efter seks kampe i den bedste norske række.

Danskerne Jacob Rasmussen og Malte Amundsen var med i hele torsdagens kamp for Rosenborg, der var uden Mike Jensen.

Kampen blev spillet på Åråsen Stadion, hvor Lillestrøm til daglig har hjemmebane.

Rosenborg vandt også Mesterfinalen sidste år.

/ritzau/