Det var efter træningen, at Nicklas Bendtner gjorde noget uventet.

'Da fandt en ny mærkelig scene sted,' beskriver fodboldeksperten Birger Løfaldli.

Den danske angriber var onsdag tilbage på træningsbanen hos Rosenborg – for første gang efter en forlænget ferie og efter at have fået besked på at blive hjemme fra weekendens teambuildingtur.

Og for første gang efter historierne om holdkammeraternes utilfredshed med ham ramte forsiderne sidst i maj.

Men Nicklas Bendtner trænede med. I 65 minutter varede det: Og hvor han mange gange har været den første til at gå i omklædningsrummet uden at sige et ord til nogen efter træningerne, gik han onsdag ifølge Birger Løfaldli fra Adresseavisen 'helt alene over mod langsiden længst væk'.

Her begyndt Nicklas Bendtner at løbetræne frem og tilbage. Først alene, siden med holdkammeraten Samuel Adegbenro.

'Scenen' varede 10 minutter, og det fik træner Eirik Horneland, der har kasseret danskeren, til at stoppe op.

'Horneland kastede et langt blik på dem. Han blev stående et øjeblik for at se på – cirka 50 meter væk – før han igen vendte ansigtet mod Jørn Jamtfall og fortsatte den samtale, han havde haft med målmandstræneren,' skriver Birger Løfaldli.

Skribenten skriver videre om det usædvanlige optrin, som Nicklas Bendtner dog vanen tro efterfølgende ikke ville kommentere på.

'Om den lette intervaltræning var rent spil for galleriet for at skabe forundring blandt tilskuerne, eller om det var et seriøst forsøge på at forbedre formen, ved vi ikke. Men det var igen en uventet scene i kapitlet om Nicklas Bendtner på Lerkendal.'

Klummeskribenten fra det lokale norske medie holdt også øje med, hvilke holdkammerater Nicklas Bendtner talte med under selve den fælles træningen. Efter afsløringerne af holdkammeraternes utilfredshed med ham.

Han talte tilsyneladende kun med Edvard Tagseth – et ungt norsk talent, der har fået lov at træne med klubben.

Birger Løfaldli så ingen tegn på, at Nicklas Bendtner kommunikerede med træner Eirik Horneland, der har gjort det klart, at angriberen ikke er en del af planerne for denne sæson.

Mens det meste af Fodbold-Europa holder sommerferie, ruller norske Eliteserien videre i de kommende måneder.

Rosenborg skal på søndag møde Vålerenga i forsøget på at forbedre den skuffende sæsonstart, der har resulteret i en 11.-plads indtil videre.

Nicklas Bendtner har kontrakt med klubben resten af året.