Nicklas Bendtner har stor respekt for Arsène Wenger, som fredag meddelte, at han stopper som manager i Arsenal til sommer.

Wenger, der har været manager i London-klubben siden oktober 1996, havde afgørende betydning, da Bendtner som blot 17-årig skiftede til Arsenal i 2005.

»Han har betydet meget for mig. Det var hovedsageligt på grund af ham, at jeg skiftede til Arsenal. Det var fordi, at jeg kunne lide hans måde at spille fodbold på,« siger Bendtner til norske Adresseavisen.

Bendtner blev udlejet til både Birmingham, Sunderland og Juventus, mens danskeren var i Arsenal, men forholdet til Wenger blev ikke ødelagt af den grund.

»Jeg blev lejet ud fra Arsenal tre gange, men forholdet mellem os var altid godt og med gensidig respekt,« siger Bendtner.

Nyheden om Wengers stop i Arsenal efter næsten 22 år får Bendtner til at hylde franskmanden.

»Først og fremmest skal man hylde hans præstationer, og det han har gjort for Arsenal.«

»Måske føler han nu, at det er på tide med nye udfordringer, men man skal have kæmpe respekt for det, han har gjort for klubben. Han var med til at ændre fodbolden i England,« lyder det fra Bendtner.

Rosenborg-angriberen fortæller også, at han overvejer en trænerkarriere i fremtiden.

»Ja. Det kan godt være.«

»Jeg har tænkt mig at tage en træneruddannelse i mine sidste tre år af den aktive karriere. Så får vi at se. Men ja, det kan være interessant for mig,« siger 30-årige Bendtner.

/ritzau/