Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Der er efterhånden ikke nogen tvivl om, at Nicklas Bendtner har fundet kærligheden i modellen Philine Roepstorff.
De to har de seneste par måneder flittigt delt billeder af hinanden på særligt Instagram, og mandag var ingen undtagelse.
'Den mest fantastiske kvinde, jeg nogensinde har mødt. Tillykke med fødselsdagen, min elskede,' lyder det fra den danske Rosenborg-angriber i et opslag på Instagram.
Til den søde offentlige besked har Nicklas Bendtner delt et billede af sig selv og kæresten, der ifølge opslaget fejrede dagen i København.
En hilsen, der har fået kæresten til at svare i kommentarsporet på en yderst kæk måde.
'Og du har mødt såååå mange piger - så jeg er smigret,' lyder den lille stikpille fra modelkæresten, der af flere får ros for sin humor.
Det var i midten af juli, at Philine Roepstorff på sin Instagram-story delte et billede, hvor hun kyssede med Nicklas Bendtner, og siden da har de to ikke holdt sig tilbage med at vise sig frem sammen på de sociale medier.
Philine Roepstorff er datter af den tidligere danske håndboldlandsholdsspiller Jens-Erik Roepstorff og er model for Scoop Models. Hun har også tidligere brugt Instagram til at erklære sin kærlighed til Nicklas Bendtner.
Ved siden af kærligheden har Nicklas Bendtner også succes på fodboldbanen i øjeblikket.
Den danske angriber har scoret i de seneste to kampe for Rosenborg, og han får stor ros i de norske medier for sin indsats - ikke mindst efter et 'Bendtner-show' i Europa League for en lille uge siden.
Måske er det derfor, at han nu bliver sat i forbindelse med et skifte til en schweizisk klub.