Nicklas Bendtner vil gerne væk fra VfL Wolfsburg, men Bundesliga-klubben er ikke specielt villig til at sælge ham.

Det store problem i kabalen er, at angrebskollegaen Bas Dost er blevet skadet. Det betyder ikke, at Nicklas Bendtner overtager hollænderens plads i startopstillingen, men han skal være back-up for Max Kruse.

»Nicklas er ikke på vores salgsliste. Når transfervinduet er forbi, skal vi have mindst to spillere til rådighed som top-angribere,« siger VfL Wolfsburgs manager, Klaus Allofs, ifølge dagbladet Wolfsburger Allgemeine.

Træner Dieter Hecking er heller ikke indstillet på bare at give danskeren løbepas.

»At han beskæftiger sig med andre ting, er velkendt. At han måske gerne vil et andet sted hen ligeså. Hvis der kommer et bud på bordet på Nicklas, så vil vi da overveje det. Men der er ikke noget bud på Nicklas netop nu. Derfor beskæftiger jeg mig hellere med, hvordan vi bedre kan integrere ham i truppen,« siger Dieter Hecking.

Nicklas Bendtner blev senest indskiftet i VfL Wolfsburgs nederlag ude mod Eintracht Frankfurt og gjorde en fornuftigt indsats.

»Vi har aldrig sagt, at vi vil af med Nicklas. Hos os har han alle muligheder, hvis han altså vil overholde reglerne og iøvrigt udnytter sine chancer,« siger Dieter Hecking, inden han tilføjer.

»Men mange chancer har han ikke længere.«

Nicklas Bendtners agent, Ivan Marko Benes, håber stadig, at der en klub, der vil købe den 28-årige angriber fri af kontrakten  Han siger ifølge Wolfsburger Allgemeine nej til at blive lejet ud.