Den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner og kæresten Philine Roepstorff fejrer deres halvårsdag med at drille hinanden på den der nuttede kæreste-måde på Instagram.

»Seks måneder. Hvordan kunne jeg klare den så længe? Tillykke skat,« skriver Bendtner i en video på Instagram, hvor han og kæresten optræder på diverse glade feriebilleder.

Svaret på den lille stikpille kommer prompte fra Philine Roepstorff - også på det populære sociale medie Instagram:

»Tillykke selv - og hvis det er tonen, så kan jeg hurtigt gøre de næste seks til et mareridt. Husk: happy wife - happy life,« skriver Bendtners modelkæreste, som også bruger et billede af de to turtelduer i vandet på en badeferie.

Det danske stjernepar har været gennem en turbulent tid i det halve år, de har været sammen. I det meste af efteråret har Nicklas Bendtners voldssag fyldt i mediebilledet, mens Bendtner også har haft skader, og kort før VM blev han vraget på landsholdet.

Philine Roepstorff var i den grad en del af voldssagen, som har kostet Bendtner 50 dage i fængsel for vold mod en taxachauffør. Således var det i forbindelse med en bytur i København, som parret var på, at det gik galt i en taxa tilbage i starten af september.

Parret, som var på vej hjem efter byturen, kom op at skændes med taxachaufføren. Det udviklede sig til klammeri, og Bendtner blev i november dømt for at slå og sparke taxachaufføren i hovedet, så han brækkede kæben.

Det ventes, at Nicklas Bendtner inden for de næste måneder skal have afsonet sin dom. Den danske Rosenborg-angriber bor til daglig i Trondheim i Norge. Parret ses ofte sammen i hans hus i byen på deres respektuive sociale medier, ligesom de også ofte viser billeder fra diverse ferier og ture på restauranter.

Nicklas Bendtner og kæresten Philline Roepstorff til Rosenborgs guldfest.
Nicklas Bendtner og kæresten Philline Roepstorff til Rosenborgs guldfest. Foto: Wold, Ole Martin
Vis mere