Meget var galt i Rosenborg i starten af denne sæson.

Først var der hele situationen med Nicklas Bendtners voldsdom. Rygter om spilleroprør over Bendtner. Og en kæmpe spille- og pointmæssig krise for de norske mestre.

I centrum for det hele var Rosenborg-træner Eirik Horneland.

Han ville tydeligvis ikke bruge Nicklas Bendtner, og da holdet stod med bare seks point efter otte kampe, var der ingen tvivl. Der var krise.

Eirik Horneland og Rosenborg slog BATE Borisov fra Hviderusland i seneste runde af Champions League-kvalifikationen.
Eirik Horneland og Rosenborg slog BATE Borisov fra Hviderusland i seneste runde af Champions League-kvalifikationen. Foto: TATYANA ZENKOVICH
Vis mere

Og det var ved at blive for meget for Eirik Horneland, fortæller Rosenborgs bestyrelsesformand, Ivar Koteng, i Adresseavisens podcast Rasmus & Saga.

Han fortæller, at der efter et nederlag til Haugesund den 16. maj blev afholdt et krisemøde. Bestyrelsen, direktionen og trænerteamet var der, og ifølge Ivar Koteng antydede Eirik Horneland, at han 'ikke kunne gøre det'.

»Jeg tror nok, han sagde det, men du ved, hvordan det er, når man er frustreret. Så siger man ting i sine følelsers vold,« siger Ivar Koteng i podcasten.

I dag er situationen en anden i Rosenborg.

Spillet fungerer bedre, man er oppe på sjettepladsen i Eliteserien, og man er fortsat med i kampen om Champions League-gruppespil, hvor man møder Maribor onsdag aften.

Eirik Horneland bekræfter mødet den 16. maj over for VG, for han også forklarer, at der var fuld tiltro til hans evner fra bestyrelsens side.

»Jeg beskrev en situation. Jeg syntes, vi så hjælpeløse ud, og processen gik ikke hurtigt nok, og så længe jeg havde hovedansvaret, måtte jeg sige, hvor jeg stod.«

»Jeg mente, vi var de rette til at tage det videre, og bestyrelsen havde stor tror på det, vi var i gang med, så vi blev enige om, at vi måtte sætte fart på nogle af processerne, og så var det bare at smøge ærmerne op og klø på,« siger Eirik Horneland til VG.