Nicklas Bendtner drømmer om et liv i fodboldbranchen efter sit karrierestop.

Og det er ikke kun trænerjobbet, der trækker i den 33-årige fodboldstjerne, nu hvor støvlene er lagt på hylden.

For den skandaleramte dansker overvejer nemlig at blive fodboldagent i fremtiden, afslører han i programmet 'Bendtner & Philine' på Discovery+.

»Min tankegang er lige nu at gøre træneruddannelsen færdig og så prøve lidt kræfter med agentverdenen. Hvad kan man sige? En prøveperiode. For at se, om det er noget, man trives i,« fortæller den tidligere landsholdsstjerne.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han er dog stadig i tvivl om, hvad det helt rigtige valg er for ham.

»Jeg vil gerne træffe den rigtige beslutning og ramme rigtigt første gang i forhold til min fremtid,« siger Nicklas Bendtner.

Fremtidsspekulationerne for Bendtner er den seneste tid blevet mere konkrete, da han i sidste uge erkendte, at karrieren som professionel fodboldspiller nu endegyldigt var slut.

»Jeg tror, jeg skal bruge en masse tid på helt at forstå, at det egentlig er slut nu. Nu skal jeg i stedet finde noget andet at gå op i og måske finde nogle ting, som giver mig det, fodbold gav mig i alle de år,« sagde han i sidste uge.

Danskerens karrierestop gik efterfølgende hele verden rundt, hvor både spillere, medier og klubber stod i kø for at hylde Nicklas Bendtner.

Den historie kan du læse mere om HER.