Nicklas Bendtner vil stå i spidsen for et fodboldhold.

Det er i hvert fald ambitionen for den 32-årige danske fodboldstjerne, der ikke har tænkt sig at sige farvel til den verden, han har været en del af det meste af sit liv.

»Fodbold ligger så tæt på mit hjerte, at jeg aldrig vil kunne se mig selv være helt ude at gamet,« siger han i sjette afsnit af serien 'Bendtner og Philine', der kan ses på Dplay, hvor seerne kan få et indblik i den danske angribers hverdagsliv sammen med modelkæresten Philine Roepstorff.

Her fortæller den tidligere landsholdsspiller, at han selv mener, han har kvaliteterne til at stå i spidsen for et fodboldhold en dag:

Nicklas Bendtner med kæresten, Philine Roepstorff.
Nicklas Bendtner med kæresten, Philine Roepstorff. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»En af de ting, jeg ville være dygtig til, var at være manager. Det at kunne tage uddannelsen og få det, der skal til, er noget, jeg stiler efter og gerne vil.«

Og hvis man skal tro Nicklas Bendtner, så ligger manager-drømmen faktisk ikke så langt ude i fremtiden.

»Jeg tror, at jeg på et tidspunkt, inden jeg er 40-45 år, vil have været i spidsen for min første klub,« lyder det selvsikkert fra den tidligere Arsenal- og Juventus-spiller.

Angriberen befinder sig i øjeblikket et sted i karrieren, hvor han ikke ved, om han kommer til at snøre fodboldstøvlerne igen, eller om han skal lægge dem på hylden.

Nicklas Bendtner har en ambition om at være manager, inden han bliver 45 år.
Nicklas Bendtner har en ambition om at være manager, inden han bliver 45 år. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvis jeg skal fortsætte med at spille fodbold, så skal det være noget, som føles rigtigt for mig, og noget, jeg rigtig gerne vil. Der er mange parametre, der skal gå op i en højere enhed, og jeg er et sted i min karriere, hvor det at have noget frihed tiltaler mig meget,« forklarer han og tilføjer:

»Det er svært at sige farvel til en verden, man har levet i og elsker rigtig højt. Jeg er dog sikker på, jeg nok skal tage den rigtige beslutning.«

Nicklas Bendtner står lige nu uden fodboldklub, og det er usikkert, om han stadig er aktiv fodboldspiller eller ej. I forbindelse med offentliggørelsen af 'Bendtner og Philine' fortalte han selv, at han havde været tæt på en ny klub, men det blev stoppet af coronavirussen.

Han har stået uden kontrakt siden december, hvor den, han havde, med FC København ikke blev forlænget.