31-årige Nicklas Bendtner har planen klar.

For på et tidspunkt må han ligesom alle andre fodboldspillere lægge støvlerne på hylden. Og hvor skal man så bo, når man de sidste mange år af sit liv har været vant til at rejse rundt?

»Hvor jeg bor henne, ved jeg ikke. Men det kunne jeg forestille mig kommer an på, om jeg har børn på det tidspunkt. Det har jeg forhåbentlig,« siger Nicklas Bendtner i Rosenborgs egen podcast.

Han har i knap et år dannet par med Philine Roepstorff, som han også bor sammen med i Trondheim i Norge. Hvornår de to skal have børn, vil kæresten dog ikke afsløre. I en video på sin YouTube-kanal blev hun i sidste uge nemlig spurgt om netop dette, og her lød svaret, at det indtil videre er 'deres hemmelighed'.

Nicklas Bendtner løfter heller ikke selv sløret for, hvornår i fremtiden de planlægger at skulle have børn, men til gengæld sætter han ord på, hvad hans egen plan er, når den aktive karriere er slut.

»Jeg vil højst sandsynligt, når jeg stopper, starte med at gå ind i tv samtidig med, jeg tager træneruddannelsen. Det vil jeg gerne,« siger Nicklas Bendtner i podcasten.

Han understreger, at han virkelig godt kunne tænke sig at stå på sidelinjen, den dag han ikke selv er på banen.

Og noget tyder på, han er meget glad for Rosenborg. Han er i hvert fald kæk, da han bliver spurgt lidt ind til sin plan.

»Jeg vil stå på sidelinjen her. Så kommer der tiki-taka,« siger den danske angriber med et stort grin.

Nicklas Bendtner skiftede til Rosenborg i marts 2017, hvilket kom som noget af en overraskelse. I podcasten fortæller han, at hans agent dengang ringede og fortalte, at den norske klub meget gerne ville have ham.

Efter nogle snakke frem og tilbage havde han en god fornemmelse, og angriberen understreger, at han ikke på noget tidspunkt har fortrudt, at han satte sin underskrift på kontrakten.

Hans kontrakt med den norske klub udløber til vinter, og Nicklas Bendtner har selv tidligere fortalt, at han ikke ved, hvad der kommer til at ske. Det kan du læse mere om her.