Wales fik kam til sit hår, da holdet søndag gæstede Parken og tabte 0-2 til Danmark.

Det erkender landstræner Craig Bellamy og anerkender den danske sejr.

- Jeg sagde til spillerne før kampen, at det ville blive hårdere end Portugal-kampen. Mod Portugal har man mange flere øjeblikke, hvor man kan hvile. Mod de her gutter er det fuld gas, og intensiteten, når de presser, er høj.

- Det var en anderledes udfordring, men en meget, meget svær en. Vi indkasserede målene på dødbolde, og det er jeg skuffet over. Men det bedste hold vandt. Resultatet var fair, siger Bellamy.

Han blev spurgt ind til de kendelser i kampen, som ikke gik gæsternes vej, og satte spørgsmålstegn ved nogle af dem.

- Det var dog kun enkelte øjeblikke og tager intet fra Danmarks præstation, de fortjente at vinde, siger Bellamy.

Mere end 2000 walisiske fans gav god lyd fra sig i Parken, og den tidligere topspiller mener, at mange store landes fans kan tage ved lære.

- Vores fans holder aldrig op med at imponere mig. Når man ser, hvordan de agerer til sidst, giver det mig lyst til at forbedre mig og levere et endnu bedre hold til dem.

- Deres positive energi og reaktioner under kampene driver os fremad. Jeg er altid stolt af at være walisisk, men øjeblikke som dét gør mig utrolig taknemmelig, siger Bellamy.

Wales er uden point efter sine første to kampe i gruppen. Torsdag får holdet besøg af Norge i sin næste kamp, inden den søndag går løs mod Danmark i Cardiff.

RITZAU