En ung AGF-fan fik sig en grim oplevelse til AGFs opgør mod Club Brugge i aftes.

Østjyllands Politi har anholdt en 17-årig belgisk dreng og sigtet ham for røveri begået mod en 14-årig dreng i forbindelse med fodboldkampen mellem AGF og Club Brugge torsdag aften.

Belgieren overfaldt ifølge politiets sigtelse den danske dreng med slag og spark og tog hans AGF-fantrøje fra ham.

Det skete, ifølge politiet, ved 22.30-tiden efter AGFs kamp i Conference League-kvalifikationen mod den belgiske storklub, som sendte aarhusianerne ud af turneringen med samlet 3-1.

Belgieren bliver fremstillet i grundlovsforhør her til eftermiddag, oplyser Østjyllands Politi.

AGF henviser via kommunikationschef Søren Højlund Carlsen til Østjyllands Politi i sagen, og opfordrer samtidig alle, der har set noget eller kan hjælpe til at henvende sig til politiet.

Politiet skrev i går på X, det tidligere Twitter, i forbindelse med kampen, at omkring 1000 belgiske fodboldfans havde været til stede i og omkring Aarhus gennem det meste af dagen, hvor der blev varmet op til kampen i gaderne og på barer i byen.

Her foregik festlighederne i ro og mag, meldte Østjyllands Politi ud i går. 

Men det billede har så i i hvert fald et enkelt tilfælde ændret sig efter kampen, hvis politiets sigtelse om overfaldet på den unge AGF-fan holder stik.