I Belgien har man taget konsekvensen af de kommende måneders usikkerhed, mens coronavirussen hærger.

Således er det netop blevet besluttet, at den bedste fodboldrække, Jupiler Pro League, afsluttes omgående.

Det har en enig bestyrelse bag den bedste række netop besluttet, skriver Het Laatste Nieuws og flere belgiske medier.

Man har valgt at afslutte ligaen efter den øjeblikkelige stilling, hvilket betyder, at Club Brügge kan lade sig kåre som belgiske mestre.

AA Gent, der har danske Jess Thorup som cheftræner, slutter som nummer to i ligaen og skal derfor spille med i kvalifikationen til Champions League.

I bunden af ligaen er der dog usikkerhed om, hvem der rykker ned.

Waasland-Beveren, der ligger på sidstepladsen og dermed til nedrykning, er to point efter Oostende og tre point efter Cercle Brugge, der ligger over dem og er med i Europa League-gruppespillet, som det kaldes.

Der mangler en kamp i grundspillet, hvorfor Waasland-Beveren altså har chancen for at blive i ligaen endnu.

Derudover skal en arbejdsgruppe finde ud af, om de to oprykningskandidater i den næstbedste række, Leuven og Beerschot, skal spille deres anden finalekamp færdig, eller om de begge skal rykke op, mens Waasland-Beveren bliver, og ligaen derfor bliver udvidet til 18 hold i stedet for 16.

Hvad den belgiske liga gør, er interessant set med danske briller, da det er den belgiske liga, det nuværende Superliga-format minder mest om.