Det er ikke lykkedes Belgiens fodboldforbund (RBFA) at få en kopi af den afgørelse, som betyder, at Folarin Baloguns karantæne er blevet gjort betinget.

RBFA har sendt et brev til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for at få en forklaring på processen og med en anmodning om at få en kopi af afgørelsen.

Ifølge Belgiens fodboldforbund har Fifa svaret tilbage uden at give nogen som helst oplysninger om årsagen til, at Balogun er spilleberettiget mod Belgien.

I stedet har Fifa svaret, at henvendelsen betragtes som en appel, som RBFA kun har få timer til at færdiggøre.

Derudover gør Fifa opmærksom på, at der er blevet udpeget en dommer - et medlem af Fifas disciplinærkomité - i sagen.

Eftersom RBFA fortsat ikke har fået nogen forklaring, har forbundet "intet andet valg" end at anfægte angriberens berettigelse til at spille.

Balogun fik rødt kort i USA's 2-0-sejr over Bosnien-Hercegovina i 16.-delsfinalen.

Dermed var han automatisk i karantæne til ottendedelsfinalen mod Belgien, som afvikles natten til tirsdag dansk tid.

Men søndag meddelte Fifa med henvisning til artikel 27 i det disciplinære regelværk, at karantænen var suspenderet og gjort betinget i et år.

Siden er det væltet ind med kritiske reaktioner - blandt andet fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Dansk Boldspil-Union (DBU).

Og Belgiens fodboldlandstræner, Rudi Garcia, har kaldt beslutningen for en aprilsnar.

RITZAU/Reuters