Sæsonen genoptages ikke, og Club Brugge bliver udnævnt til belgisk mester, oplyser ligaforeningen.

Den belgiske fodboldsæson er forbi, og ligaen bliver ikke færdigspillet.

Det oplyser den belgiske ligaforening Pro League på sin hjemmeside efter et møde med klubberne.

Som et resultat af beslutningen bliver det nuværende førerhold, Club Brugge, udnævnt til mester, mens en arbejdsgruppe skal fastslå, hvad der skal ske med nedrykning og fordeling af de europæiske pladser.

Der er spillet 29 ud af 30 runder i grundspillet, og Club Brugge fører rækken med 15 point ned til Jess Thorups Gent på andenpladsen.

De seks bedste klubber skulle have afgjort mesterskabet i et slutspil, men det bliver nu aflyst sammen med den sidste grundspilsrunde.

I bunden ligger Waasland-Beveren lige nu til nedrykning. Belgiske medier skriver dog, at klubben beholder pladsen i den bedste række, der i stedet bliver udvidet med to oprykkere i den næste sæson.

Ligaforeningen lægger til grund for beslutningen, at det er meget usikkert, hvornår coronakrisen tillader, at man igen kan spille fodbold.

- Desuden vil en genoptagelse af turneringen på ingen måde opveje de helbredsmæssige risici for spillere, ansatte og alle involverede i turneringsorganisationen.

- Derudover risikerer en mulig inficering af en spiller eller en gruppe på holdene at påvirke det sportslige forløb af den fortsatte turnering på en uacceptabel måde, skriver foreningen på sin hjemmeside.

Inden beslutningen er gældende, skal den godkendes formelt på den kommende generalforsamling i ligaforeningen. Det betragtes som en formalitet.

/ritzau/