Belarus-træner Carlos Alós er stolt af sin spillertrup, efter det undertippede hold lørdag aften formåede at drille Danmarks VM-drøm ved at få 2-2 i Parken.
Belaruserne ankom fredag til Danmark efter en mareridtsrejse på næsten et døgn på grund af besvær med at krydse grænsen til Polen, og derfor var det endnu mere imponerende for ham, at hans mandskab fik point mod danskerne.
- Jeg sætter stor pris på vores kamp. Danmark er et af de fem bedste hold i verden og har et meget stærkt hold, og jeg lykønsker mine spillere for den måde, de håndterede kampen på efter en vanskelig rejse herop.
- Jeg er ikke kun glad for resultatet, jeg er også glad for præstationen, siger han på et pressemøde efter kampen.
Den spanske fodboldtræner ville gerne have revancheret holdets 0-6-lussing hjemme mod Danmark for en måned siden, og det lykkedes.
- Det var vigtigt for os at vise os bedre frem. Vi kom fra en skidt første kamp mod Danmark, og vi ville vise, at vi havde et højere niveau, end den kamp viste.
- Vi kom bagud, men jeg er glad for den måde, vi arbejdede os ind i kampen på og fik scoret to gange. Jeg er tilfreds, selv om Danmark udlignede, siger han.
Brian Riemer måtte undvære en syg Rasmus Højlund, men valgte selv at spare profiler som Morten Hjulmand, Joachim Andersen og Victor Froholdt.
- Jeg tror ikke, at Danmark undervurderede os, selv om de sparede nogle spillere. Der kan også være skader eller andre ting bag, at nogen ikke spillede. Og man skal huske, at alle Danmarks spillere er klassespillere, siger Carlos Alós.
Der bliver buhet under Belarus' nationalsang, ligesom der var flere ukrainske flag på tribunerne. Undervejs i opgøret mødte belaruserne også modstand fra tribunerne, men det påvirkede ikke hans spillere.
- Der var en god atmosfære generelt, og fansene er selvfølgelig frie til at udtrykke, hvad de gerne vil. Sådan er det ved fodboldkampe. Atmosfæren var god, og resultatet var godt for os. Vi har fået en god behandling i Danmark, siger Belarus-træneren.
Det var Belarus' første point i VM-kvalifikationen. Holdet ligger nummer 103 på verdensranglisten.
Belarusiske medier har meldt Carlos Alós fyringstruet, fordi Belarus ikke har kvalificeret sig til VM. Det tager træneren med ro.
- Under kampen har jeg ikke haft tid til at tænke på min kontrakt. Vi havde ingen chance for at kvalificere os før kampen, men vi havde et ansvar for at vise os godt frem for nationen, og det gjorde vi, siger han.
/ritzau/
