Christian Eriksen har tjekket sin postkasse.

Desværre for ham må han konkludere, at han ikke er inviteret til Inter-festen. I så fald har træner Antonio Conte fat i den forkerte adresse.

For Eriksen er helt og aldeles ude i kulden, når det kommer til fast spilletid. Senest i weekenden, hvor han igen blev skiftet ind i overtiden mod Bologna for et par sølle minutters spilletid.

Situationen er noget, der bekymrer landstræner Kasper Hjumand.

»Hvis Christian ikke får mere spilletid end det seneste stykke tid, så er det klart, at han ikke kan være på sit bedste, når vi mødes til marts,« siger han og tilføjer:

»Men indtil nu har han spillet fantastiske landskampe,« siger han om Eriksen, der blandt andet scorede to gange for Danmark i sejren over Island i Parken tidligere på året. Her afslørede han også, at han og kæresten Sabrina skulle være forældre for anden gang.

DANIELE MASCOLO

Men lige nu er familien fanget i Milano, hvor Eriksen langt fra er faldet til siden sit skifte i januar. Et utal af klubber er blevet nævnt i forbindelse med et muligt skifte i januar, og hvis man spørger Hjulmand, så kunne det være en god idé med lidt luftforandring.

»Det gælder for Christian, ligesom det gælder for alle spillere. Når de spiller fast, er i en god rytme og har et godt niveau til daglig, så kan de bringe det med ind i lejren. Er de ude af holdet i en mindre periode, er det ikke sikkert, det gør noget. Men er det over længere tid, så gælder det for Christian som med alle andre, at det selvfølgelig ikke er det bedste for landsholdet, hvis de ikke spiller,« slår han fast.

Hjulmand skal håbe på en Eriksen i topform i den kommende VM-kvalifikation. Mandag blev der trukket lod, og danskerne fik en god lodtrækning.

Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova blev modstanderne.