Uefa har bekræftet, at den danske pokalvinder skal spille playoffkamp om plads i Europa League-gruppespil.

I denne uge afvikles de resterende seks ottendedelsfinaler i fodboldens landspokalturnering, og turneringens tilbageværende hold kan nu glæde sig over en ekstra gulerod.

Klubberne har ofte betegnet pokalturneringen som den nemmeste vej til Europa, og i denne sæson er den danske pokalvinder endda sikker på at komme med i et europæisk gruppespil i sæsonen 2021/22.

Det har turneringschef i Divisionsforeningen Peter Ebbesen netop fået bekræftet af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), oplyser han til Ritzau.

- Vi har ikke fået det på skrift, men jeg har fået det bekræftet mundtligt. Det er en rigtig god nyhed for Sydbank Pokalen, der er i forvejen var en attraktiv vej til Europa.

- Klubberne har endnu ikke fået det at vide, men det får de på et møde i dag (tirsdag, red.), siger Peter Ebbesen.

Fra den kommende sæson introducerer Uefa et tredje gruppespil ud over Champions League og Europa League, nemlig Conference League, og det er her, at den danske pokalvinder som minimum vil få en plads.

Pokalvinderen vil således gå direkte til en playoffkamp om en plads i Europa League-gruppespillet, og hvis den bliver tabt, er trøstpræmien en plads i Conference League-gruppespillet.

Normalt skal man være i top-12 på landenes koefficientliste, for at pokalvinderen træder ind i playoffrunden til Europa League, men i dette tilfælde får Danmark denne mulighed selv fra 13.-pladsen, som var Danmarks placering inden sæsonen.

Det sker, fordi Uefa allokerer en plads i Europa League-gruppespillet til sidste sæsons vinder af Conference League-turneringen, men da der i Conference Leagues første sæson selvsagt ikke er en forsvarende mester, baner det vej for nummer 13.

Det ligger ikke helt fast, hvor mange penge man som dansk deltager kan få ud af et gruppespil i Conference League, men Peter Ebbesen siger, at man som minimum kan forvente 20 millioner kroner.

- 20 millioner kroner er det forsigtige bud, med forbehold for at coronakrisen kan påvirke det, men beløbet kan også blive højere, siger Peter Ebbesen.

Danmark er nu sikret, at mindst to klubber i næste sæson kvalificerer sig til et europæisk gruppespil.

Vinderen af Superligaen i denne sæson træder ind i playoffrunden til Champions League og vil med et samlet nederlag her få en plads i Europa League-gruppespillet.

Nummer to i Superligaen deltager også i Champions League-kvalifikationen, men får en noget sværere vej til det mest lukrative gruppespil.

/ritzau/