Med 85 smittetilfælde i relation til Brøndbys mesterskabsfejring er der ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed formentlig tale om »begrænset smittespredning.«

Og det bør give anledning til at kigge nærmere på de nuværende restriktioner, mener Dansk Erhverv.

»Det er en ret interessant udvikling, som vi her er vidne til. I Dansk Erhverv mener vi, at tallene giver god grund til at se både på restriktionerne og hurtigt lave flere forsøg i Danmark, så vi kan blive klogere på smittespredningen ved for eksempel større koncerter,« siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, og tilføjer:

»Vi skal være forsigtige, men vi skal ikke være overforsigtige, og hvis smitterisikoen viser sig at være mindre end antaget ved den slags begivenheder, så skal vi selvfølgelig have lempet restriktioner.«

Festlighederne blev ellers i stor stil udråbt til en potentielt supersprederbegivenhed, men alt tyder altså på, at det ikke bliver tilfældet, selv om der både blev råbt, sunget og krammet.

Mandag kunne Styrelsen for Patientsikkerhed nemlig oplyse, at man havde fundet 85 smittetilfælde i relation til guldfesten.

»Det er kun glædeligt, og det bekræfter, at der skal meget til at smitte folk, når man er udenfor. For det har helt klart spillet en væsentlig rolle,« lød det tirsdag fra Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

Det vides ikke præcis, hvor mange som deltog i festlighederne. Men til Brøndbys kamp mod FC Nordsjælland var der i omegnen af 9.000 tilskuere på lægterne. Derudover stod et ukendt antal tusinde mennesker ude foran Brøndby Stadion og fejrede, at de endelig fik sat en stopper for deres mesterskabstørke.

Brøndbyfans før superligakampen imellem Brøndby og FC Nordsjælland på Brøndby Stadion, mandag den 24. maj 2021.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)
Brøndbyfans før superligakampen imellem Brøndby og FC Nordsjælland på Brøndby Stadion, mandag den 24. maj 2021.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix) Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Vis mere

Mens de 9.000 fans på Brøndby Stadion skulle fremvise coronapas, så var det altså ikke noget krav til de mange fremmødte ude foran Brøndby Stadion.

Derfor mener Hans Jørn Kolmos også, at erfaringerne fra guldfesten kan overføres til større udendørsarrangementer. Adspurgt om eksempelvis Grøn Koncert kunne være en begivenhed, der kunne gennemføres, svarer han:

»Ja, Grøn Koncert med coronapas kunne formentlig godt fungere. Det vil jeg ikke være rasende bekymret for. Men på festivaler er man sammen på anden vis. Det foregår over flere dage. Man sover i telt sammen og er sammen på forskellige måder, så det vil nok ikke være godt.«