Lyt til artiklen

Manchester United-fans tog sig til hovedet, da Christian Eriksen røg i græsset efter en voldsom tackling fra Readings Andy Carroll.

Skrækscenariet blev bekræftet få dage senere: Danskeren må se til fra sidelinjen i tre måneder grundet en alvorlig ankelskade, og tabet er et enormt et af slagsen for Manchester United.

Det mener den tidligere Premier League-spiller Noel Whelan.

»Det er et kæmpe slag. Tabet af Eriksen er gigantisk – hans arbejdsrate, hans pasningsevner og hans dødbolde,« siger han ifølge mediet Football Insider.

Christian Eriksen har indtil videre spillet 31 kampe og scoret to mål for Manchester United.
Christian Eriksen har indtil videre spillet 31 kampe og scoret to mål for Manchester United. Foto: DARREN STAPLES
Vis mere

På rekordtid etablerede den 30-årige dansker sig som nøglespiller for storklubben efter tilgangen fra Brentford, hvorfra han kom på en fri transfer.

Den danske kreatør blev en essentiel del af trekløveret på midtbanen med brasilianske Casemiro og Bruno Fernandes, men den midtbanekonstellation er nu smadret efter Andy Carrolls tackling, der sendte Eriksen hjem på krykker fra Old Trafford.

»De opnåede stabile præstationer alle tre,« fastslår Whelan, der storroser danskeren.

»Du kan ikke erstatte en spiller som ham, fordi han har så meget kvalitet. Det kan du bare ikke.«

I transfervinduets døende timer hentede Manchester United Bayern Münchens østrigske midtbaneprofil Marcel Sabitzer, der ventes at få en del spilletid i kølvandet på Eriksens skade.

Den danske landsholdsspiller forventes at gøre comeback sidst i april eller i starten af maj.