Christian Eriksen spillede onsdag en kamp, der kunne deles op i to lige dele, da Danmark fik 1-1 mod Tyskland i testkamp nummer et af to inden EM.

Første halvleg var direkte til glemmebogen med en masse fejlafleveringer på et for Eriksen uhørt plan, men i de sidste 45 minutter steppede han ligesom resten af landsholdet op. Og stod for den målgivende aflevering, der blev rost til skyerne.

Men før kampens repræsentanter på pressemødet efter kampen i Kasper Hjulmand og Yussuf Poulsen kom til Eriksens genialitet, debatterede de Yussuf Poulsens rolle på landsholdet.

Mod tyskerne fik han endelig chancen som central angriber i første halvleg, men det var i anden halvleg, da han igen blev rykket ud på kanten, at han var mere fremtrædende. Der var også herfra, han havde udgangspunkt, inden han løb ind centralt og scorede.

Christian Eriksens assist blev rost til skyerne.
Christian Eriksens assist blev rost til skyerne. CHRISTOF STACHE

»Jeg ser Yussuf som en angriber. Vi har talt om, at han godt kan komme fra siden, som han også gjorde ved målet, hvor han angriber i fart. Da vi spillede i Israel og mod Østrig, havde vi Jonas (Wind, red.) til at gå imod bolden og Braithwaite og Yussuf til at gå væk og være i feltet og bruge de store de store kvaliteter,« siger landstræner Hjulmand og tilføjer:

»Kig engang på det mål, Yussuf scorer. Det er et fremragende løb. Først knækker han mod højre, så knækker han mod venstre, Christian ser det lille knæk, og det gør, at Hummels bliver sat i ryggen. Det er topklasse,« lyder det fra Kasper Hjulmand, som pointerer, at RB Leipzig-spilleren ofte yder en kæmpe indsats på andre områder end blot mål.

»Jeg synes, at Yussuf er angriber, men han er også fantastisk til at komme fra siden, og han knokler defensivt. Når han ligger til højre, gør han, hvad han skal, så knokler han bare i bund, det er også en af årsagerne til, at vi også i vores kvalifikationskampe til VM ikke har nogen chancer imod os. Fordi vi arbejder. Jeg ser på det sådan, at Yussuf er angriber, uanset om han kommer fra højre, venstre eller er i midten. Vi forsøger at skubbe ham derhen, hvor han er bedst.«

Samme holdning har Yussuf Poulsen selv.

Hjulmand var fuld af begejstring over Eriksens aflevering ved udligningen.
Hjulmand var fuld af begejstring over Eriksens aflevering ved udligningen. CHRISTOF STACHE

»Jeg ser det på samme måde. Jeg kan spille alle tre positioner oppe foran. I klubben spiller jeg altid i midten, men jeg har spillet over 50 landskampe på højrekanten, og jeg synes, at jo mere tid og samtaler og træninger vi har, jo bedre bliver det, også selvom jeg kommer fra højre og får lov at vandre lidt og få lov at spille angriber og ikke blive fuldstændig låst på kanten. Som Kasper siger, er det perfekte eksempel målet. Der ender jeg også som forreste angriber, selvom jeg kommer fra højre side,« siger han og fortsætter:

»Det er klart, at der er nogle ting, der er lidt uvant i forhold til, hvad jeg gør i hverdagen, men jeg synes, at jeg godt kan løse opgaven, når der er brug for det, og så er det op til Kasper at finde ud af, hvem der er i bedst form, og hvem der skal spille fra start og på hvilke positioner.«

Og hvad var der så med den smukke aflevering fra Christian Eriksens fod? Jo, den var simpelthen verdensklasse, mente Poulsen og Hjulmand.

»Der er måske to håndfuld spillere, der kan slå den aflevering, som Christian laver i dag. De fleste havde nok spillet den i modsatte retning, end jeg var løbet i, for som Kasper siger, laver jeg to knækløb, jeg laver faktisk tre, hvis man kigger helt fra starten af situationen,« siger kampens danske målmager og forklarer yderligere:

»Christian har roen og overblikket til at kunne vide, hvornår afleveringen skal slås og med den rigtige fart. Der er vi glade for at have en spiller som ham. Det gør det lettere for os angribere, fordi vi ved, at vi bare skal ramme timingen i forhold til ikke at ryge i offside, så skal han nok finde momentet til at spille bolden på det rigtige tidspunkt og med den rigtige fart. Der har han bare en kvalitet, der ikke er særligt mange, der har.«

Kasper Hjulmand tager også hatten af.

»Vi skal bare glæde os over sådan et moment i en kamp. Det er af så høj kvalitet med den sammenhæng mellem to spillere. Når man ser den aflevering og sådan et løb, så skal man bare nyde det, fordi det er på så højt et niveau.«