David Beckham kom i gedigen modvind, da han gik forrest for at promovere VM i Qatar.
Den tidligere engelske landsholdsanfører har været en af verdens mest berømte og elskede fodboldspillere, men han blev ramt af en ørken-shitstorm, da han blev bannerfører for Qatars VM-slutrunde.
Med en ordentlig pose penge i hånden gik den tidligere Manchester United og Real Madrid-stjerne ud og blåstemplede landet, der har så store problemer med basale menneskerettigheder.
I et interview med verdens førende fodboldmedie, The Athletic, fortæller Beckham for første gang, hvorfor han sagde ja.
»Jeg foretager altid form for kontrol med alt, som jeg går ind i, for at sikre, at det er det rigtige for mig, min virksomhed, og at det er rigtige moralsk,« siger Beckham.
»Jeg var ambassadør for VM i Qatar, fordi jeg elsker spillet. Jeg kender også og har været - ikke i forretningsmæssig forstand - en del af Qatar, siden jeg skrev under for PSG. De spurgte mig, om jeg ville være med til VM. «
»Jeg ønskede at være involveret i slutrunden, for jeg har altid sagt, at dette spil kan ændre liv, kan ændre folks opfattelser, og når man bringer et VM ind i et hvilket som helst land, så kaster det et enormt fokus på problemer.«
»Jeg så det som en mulighed. For det første at være involveret i endnu et VM. For det andet er Qatar et relativt ungt land, det er på en rejse, og der er forandring.«
»Det, der følger med at være vært for et VM, skaber forandring. Qatar sagde fra dag ét: 'Alle er velkomne'. Jeg forlod finalen og tænkte: 'Dette er muligvis et af de sikreste verdensmesterskaber, jeg har været til'.«
»Jeg talte med folk fra LGBTQ-miljøet. Jeg var tryg ved den beslutning, jeg traf om at engagere mig, fordi jeg føler, man skal engagere sig og kommunikere for at skabe forandring.«
Efter slutrunden har flere menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International fortsat med at berette om kummerlige forhold for især migrantarbejdere.
»At være talsmand for en stat, der forbyder homoseksuelle, har en ekstremt diskriminerende praksis over for kvinder, er ikke moralsk rigtigt.«
»Og mange af bygningerne og alle de flotte ting, han har haft i baggrunden af de billeder, han lægger op, hvor han har rost landet, er bygget af immigranter, der er så fattige, at de har job til næsten ingen penge og lever under kummerlige og farlige arbejdsforhold,« siger generalsekretær i Amnesty Norge, John Peder Egenæs til norske Nettavisen.