Hvis du er glad for David Beckham, er der godt nyt.

Den 47-årige tidligere fodboldspiller er nemlig hovedpersonen i en ny dokumentarserie, som Netflix står bag.

Der er endnu ikke sat navn på serien, men det er der til gengæld på de mennesker, som står bag produktionen, der allerede er i gang.

Produktionen tæller blandt andet navne som Fisher Stevens og John Battsek, der er henholdsvis Oscar-vindende instruktør og Emmy-vindende producer.

Dokumentaren vil ifølge Netflix selv indeholde usete personlige arkivoptagelser fra Beckhams liv, heriblandt optagelser fra de sidste 40 år.

Serien vil også indeholde interviews med hovedpersonen selv, hans venner, familie og kolleger.

»Dokumentaren vil komme nærmere ind på Beckhams liv, lige fra hans rødder i arbejderklassen i det østlige London til hans karriere som en af de mest ikoniske og succesrige fodboldspillere nogensinde,« skriver Netflix.

Også Beckham selv har sat nogle ord på den nye satsning.

David Beckham og hustruen, Victoria Beckham. Mon ikke også, at hun dukker op i serien?
David Beckham og hustruen, Victoria Beckham. Mon ikke også, at hun dukker op i serien? Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

»Nu er det tid til at fortælle min historie. Der er skrevet så mange forskellige kapitler gennem min karriere. Fordelene, ulemperne, børnene, familien … der er så mange lag af det,« sagde hovedpersonen for et år siden, da det blev annonceret, at han skulle medvirke i en dokumentarserie.

Nu er det så på plads, at det er Netflix, der står bag den nye Beckham-serie, der finder inspiration i sportsdokumentaren 'The Last Dance' fra 2020 med den tidligere basketballspiller Michael Jordan i hovedrollen.

Netflix har endnu ikke annonceret, hvornår det er muligt at se serien på deres streamingtjeneste.