I en sønderlemmende kritik af sine forældre brød Brooklyn Beckham mandag aften stilheden efter tiltagende rygter om massiv splittelse mellem ham og sine forældre, David og Victoria Beckham.
Nu tager hans far, den engelske fodboldlegende David Beckham, så bladet fra munden og svarer igen på sønnens kontante udmelding på Instagram.

Det gør han i CNBCs finansprogram 'Squawk Box' under en snak om sociale medier.
»Jeg har altid talt om sociale medier og den magt, som sociale medier har. På godt og ondt,« indleder den engelske superstjerne og fortsætter:
»Jeg har forsøgt at gøre det samme med mine børn, at opdrage dem. De begår fejl, men børn har lov til at begå fejl. Det er sådan, de lærer. Det er det, jeg forsøger at lære mine børn. Nogle gange må man også lade dem begå disse fejl.«
I opslaget på Instagram fra Brooklyn Beckham fyldte sociale medier ligeledes en del.
Beckham-sønnen fortalte om, hvordan kærlighed ifølge ham i familien Beckham bliver gjort op i, hvor mange Instagram-opslag, man lægger op af hinanden, mens han også mener, at det vigtigste i verden for hans forældre er deres image udadtil.
Det har han angiveligt oplevet på egen krop, da han mener, at mange af de rygter, der har cirkuleret i pressen, er blevet plantet af hans forældre.
»For nylig har jeg set med egne øjne, hvor langt de er villige til at gå ved at placere utallige løgne i medierne – for det meste på bekostning af uskyldige mennesker – for at beskytte deres egen facade,« skrev han blandt andet.
Brooklyn Beckham påstår desuden, at hele familiefejden drejer sig om hans forhold til sin kæreste, Nicola Peltz-Beckham, som hans familie efter hans udsagn bestemt ikke bryder sig om.

»Min familie har utrætteligt forsøgt at ødelægge mit forhold siden før mit bryllup, og det er ikke stoppet,« skriver han og fortæller blandt andet, at David Beckham kun ville mødes med sin søn på sin 50-års fødselsdag, hvis det blev uden Nicola.
Den tidligere 'Spice Girl' og Brooklyn Beckhams mor, Victoria Beckham, har endnu ikke kommenteret på det verbale angreb.
Brooklyn Beckham understregede eftertrykkeligt i opslaget, at han ikke ønsker at blive genforenet med sine forældre.

