På banen har succeserne stået i kø. Førsteholdsdebut på verdens vel nok bedste fodboldhold, hyldet af Bayern München-koryfæer som Mathias Sammer og Karl-Heinz Rummenigge og overbevisende præstationer på U21-landsholdet. På overfladen har 2013 været året, hvor alt gik op i en højere enhed. Pierre-Emile Højbjerg gik fra talent til stjerne.

Men bag kulissen var alt ved at ramle sammen. I efteråret faldt bomben, mens Pierre-Emile Højbjerg sad ude med en skade. Faren fik diagnostiseret kræft i maven, og meldingerne var brutale. Lægerne i Danmark havde reelt opgivet far Christian, der kun blev spået mellem et halvt og et helt år mere at leve i. Det nu 18-årige stortalent brød sammen. Verden faldt fra hinanden, og angsten satte ind. Hjælpen kom uventet. Ikke fra de danske læger, men fra klubbens øverste chef. Det blev Pierre-Emiles og ikke mindst far Christian Højbjergs redning.

- Jeg var fortvivlet. Ulykkelig. Jeg gik over i klubben, og så begyndte jeg bare at græde. Jeg var helt færdig. Uli Hoeness (Bayern Münchens præsident, red.) samlede mig op. Han gik straks i gang med at hjælpe mig. Han kontaktede de dygtigste læger i Tyskland og fik min far herned, hvor de gik i gang med at behandle ham med det samme, fortæller Pierre-Emile Højbjerg i et opsigtsvækkende åbenhjertigt interview til Spillerforeningen i forbindelse med prisen som Årets Talent, som han fik overrakt i weekenden.

Siden er håbet vendt tilbage. Behandlingen i Tyskland virker, og de dunkle skyer over Højbjerg-familien er ved gøre plads til håbets lys.

- For en uge siden sagde lægerne, at de giver ham en chance. Faktisk er der rigtig gode muligheder for, at han nu overlever. Selvfølgelig overlever han. Det er jeg sikker på. Det er fantastisk. Det siger en hel del om den her klub, at de er der for mig og min familie, siger Højbjerg, der undervejs i forløbet også græd ud ved cheftræner Josep Guardiolas skulder.

- Guardiola kaldte mig ind og sagde, jeg har hørt det om din far, jeg er utrolig ked af det. Lad os lige tale sammen. Og så begyndte jeg lige pludselig at græde og sagde, jeg var rådvild og bange. Så sagde han til mig, de mennesker, du holder allermest af, og som står dig nærmest, dem skal du holde fast i, selvom det koster lidt på arbejdspladsen. Og så begyndte han at græde og vidste ikke, hvad han skulle sige, fortæller Højbjerg i et opfølgende interview til DR Sporten.

BT har været i kontakt med Bayern München. Klubben med øgenavnet ’Det sydtyske galehus’, der tidligere har kæmpet med uro og skandaler omkring staben. Til næste år skal præsident Uli Hoeness således i retten for en sag om skatteunddragelse for millioner af euro. BT kunne ikke få direkte ord fra Bayern-ledelsen, men fra klubbens pressechef lyder det, at man har set det som sin pligt at gribe ind, da chokket ramte Pierre-Emile Højbjerg.

- Det her er en del af Bayern-familien. Hvis der sker noget, så hjælper vi. Det gælder i alle livets situationer, siger Markus Hörwick, direktør for medier og kommunikation i FC Bayern München til BT.

- Vi har fuldt ud forstået, at Pierre-Emile har stået i en svær situation, og derfor greb vi ind. Vi har et ansvar for, at vores unge spillere har det godt. De kommer ikke kun til München som fodboldspillere. De kommer hertil som mennesker. Hvis de har brug for hjælp eller er kede af det, så er det vores ansvar at tage fat i dem, forklarer han.

Med den seneste periodes opløftende nyheder er Pierre-Emile Højbjerg nu igen ovenpå. Fokus er atter rettet mod spilletid på Bayerns førstehold. Trods flere kampe på bænken er det ikke blevet til spilletid i denne sæson, men meget tyder på, at det kan komme i morgendagens pokalkamp mod Augsburg. Det ligner lysere tider for familien Højbjerg.