Onsdag afslørede Manuel Neuer en dyster hemmelighed.

Fodboldstjernen er nemlig blevet opereret tre gange for hudkræft.

Det fortæller han i en pressemeddelelse for virksomheden Newkee, som han står i spidsen for.

Bayern München-stjernen har startet brandet, der laver skønhedsprodukter, sammen med tennisspilleren Angelique Kerber.

»Vi har begge meget personlige historier, når det kommer til hudsygdomme. For Angelique er det solrelateret hyperpigmentering, og i mit tilfælde er det hudkræft i ansigtet,« forklarer Manuel Neuuer.

»Det har jeg allerede måttet opereres for tre gange.«

Manuel Neuer oplyser dog ikke, hvornår de forskellige indgreb har fundet sted. Men til gengæld bruger han meget tid udendørs – både på træningsbanen og i naturen, når han har fri – og det har medvirket til at være en del af Newkee, fordi han er blevet opmærksom på solbeskyttelse, forklarer han.

Lige nu er den 36-årige stjernemålmand ukampdygtig.

Det skyldes dog ikke hudkræft, men en beskadiget skulder.

Manuel Neuer har været sat ud af spil siden starten af oktober, og hans seneste kamp var i Bundesligaen mod Dortmund.

Han er dog på tærsklen til et comeback.

Tyskeren har et yderst velpyntet fodbold-cv, der blandt andet tæller en VM-titel og to Champions League-sejre.