Med lørdagens 1-0-sejr over Werder Bremen har Bayern München nu fire point ned til Borussia Dortmund.

Bayern München fortsætter kursen mod endnu et tysk mesterskab.

Lørdag vandt det sydtyske storhold 1-0 på hjemmebane over Werder Bremen. Det giver Bayern München et forspring på fire point ned til Borussia Dortmund, der dog har spillet en kamp færre.

Men de forsvarende tyske mestre har altså fortsat skæbnen i egne hænder, hvad angår jagten på guldmedaljer.

Thomas Delaney, Jacob Bruun Larsen og resten af Dortmund-mandskabet kan med en sejr søndag over Freiburg mindske topholdets forspring til ét point, men holdet fra Ruhr-distriktet skal altså håbe på sydtysk pointtab i de resterende fire kampe, hvis guldet skal skifte hænder efter flere års Bayern-dominans.

Bayern München havde et lille spilovertag i en ellers jævnbyrdig første halvleg mod Werder Bremen, men hjemmeholdet formåede ikke at få bolden i mål.

Det gjorde Werder Bremen heller ikke på de få muligheder, gæsterne fik tilspillet sig, og så endte de første 45 minutter, som de begyndte, med 0-0 på måltavlen.

Efter pausen skruede de forsvarende mestre op for tempoet og fik presset Bremen yderligere.

Udeholdet gjorde det samtidig svært for sig selv, da Milos Veljkovic i det 58. minut fik sit andet gule kort og blev udvist.

Det fik Werder Bremen til at bakke tilbage på banen i håbet om i det mindste at få ét point med hjem.

Dermed blev alt initiativ overladt til Bayern München, der mere eller mindre belejrede Werder Bremens straffesparksfelt.

Efter adskillige store chancer skulle der dog lidt hjælp fra udeholdet til, før det lykkedes Bayern München at score.

Forsvarsspiller Niklas Süles skud fra distancen i det 78. minut blev således rettet af undervejs af en Bremen-spiller, hvilket efterlod Jiri Pavlenka i målet chanceløs.

Det var efterfølgende tættere på 2-0 end 1-1, men der blev altså ikke scoret yderligere i opgøret.

/ritzau/