Mesut Özil trak sig på eksplosiv vis tilbage fra det tyske landshold søndag, men det er ikke noget, som bekymrer præsidenten i Bayern München.
Mangel på opbakning og racisme. Det var de to grunde, Mesut Özil gav for sit overraskende landsholds-exit søndag aften. Arsenal-stjernen har dermed trukket sig tilbage fra det tyske landshold, men det er ikke alle, der er kede af Özils beslutning.
Den tidligere topspiller, Uli Hoeness, der i dag fungerer som præsident for storklubben Bayern München, har således nogle hårde ord med på vejen til playmakeren.
»Jeg er glad for, at det her er slut nu. Han har været elendig i årevis. Sidste gang han vandt en tackling var ved VM i 2014,« udtaler Bayern-præsidenten til tyske SPORT Bild.
»Hver gang vi (Bayern red.) spillede mod Arsenal, fokuserede vi altid på ham, for vi vidste, at han var deres svageste led.«
»Udviklingen i vores land er en katastrofe. Vi skal tilbage til, hvad det handler om; sport! Fra et sportsligt perspektiv har Özil ikke fortjent en plads på landsholdet i de sidste mange år,« slår Hoeness fast.
Mesut Özil fik debut for det tyske landshold tilbage i 2009 og nåede 92 kampe og scorede 23 mål.
Denne artikel er leveret af ronaldo.com