Hvor er det vildt!
Bayern München overhaler Borussia Dortmund i sidste spillerunde og vinder det tyske mesterskab for 11. gang i træk.
Det sker efter en 2-1-sejr på udebane over FC Köln, hvor Kingsley Coman og Jamal Musiala nettede for udeholdet.
Se 20-årige Musialas mål i videoafspilleren øverst i artiklen.
Dortmund skulle bruge en sejr for at sikre sig titlen som tysk mester, men med 2-2 hjemme mod Bo Svenssons tropper fra Mainz ryger mesterskabet endnu en gang til München.
Edin Terzić' mandskab fik en rædselsfuld start på kampen og var allerede bagud 2-0 efter 24 minutter.
Ved 1-0 fik Dortmund tilkendt et straffespark, som Sebastien Haller tog sig af, men ivorianeren brændte.
Dortmund blev ved, og efter 69 minutter reducerede Raphael Guerreiro, og få minutter efter udlignede FC Köln i kampen mod Bayern.
Og så gik mesterskabet til Dortmund, trods et eventuelt nederlag.
Men sådan skulle det ikke gå, for i det 89. minut scorede Bayerns unge stjernefrø Jamal Musiala til 2-1, og så var Dortmund igen på hælene.
Niklas Sule udlignede for Dortmund i seks minutters tillægstid, men lige lidt hjalp det, og de måtte se rivalerne fra Bayern snuppe mesterskabet for næsen af dem i sidste øjeblik.