Bayern München vinder igen uden Kompany på linjen
For fjerde gang i fem kampe uden den kollapsede cheftræner Vincent Kompany vandt Bayern München.

For fjerde gang i fem kampe uden den kollapsede cheftræner Vincent Kompany vandt Bayern München.

Bayern München er fortsat ubesejret i Bundesligaen efter ni spillerunder.
Lørdag vandt den 35-foldige tyske mesterklub med 2-1 ude over Mainz.
Det var Bayern Münchens femte kamp uden Vincent Kompany på sidelinjen, efter at cheftræneren faldt om under en træning 23. oktober. Udbyttet uden belgieren lyder nu på fire sejre og en uafgjort.
Mainz formåede at holde stand i 13 minutter, før Joshua Kimmich gjorde det til 1-0 med et sublimt spark fra kanten af feltet efter oplæg af Harry Kane.
Den normalt så skarpe englænder kunne have gjort det til 2-0 på en friløber i det 36. minut, men Kane misbrugte muligheden, og i stedet udlignede Mainz få minutter senere.
Manuel Neuer kom skævt ud til et indlæg, og Lee Jae-sung headede bolden i mål. Efter et langt VAR-tjek blev målet dog underkendt for offside til stor frustration for hele Mainz-bænken.
Neuer slog foden i samme sekvens, og efter at have modtaget lidt behandling måtte den mangeårige Bayern-keeper lade sig udskifte.
Ved 2-0-scoringen i begyndelsen af anden halvleg var Harry Kane atter i oplæggerens rolle. Denne gang serverede han bolden for Lennart Karl.
Kampen virkede egentlig lukket, men en reducering af Phillip Tietz i tillægstiden gav et spændende minut at runde kampen af på.
Med sejren holder Bayern München sig foran ligeledes ubesejrede Dortmund på en bedre målscore, for de gulklædte trak sig også sejrrigt ud af en kamp lørdag eftermiddag.
På hjemmebane vandt Dortmund 2-1 over oprykkeren Elversberg efter to flotte langskudsmål af Felix Nmecha og en akrobatisk reducering af Noel Futkeu.
RB Leipzig er nærmeste hold i forfølgerfeltet efter lørdagens 5-2-sejr hjemme over Augsburg.
Gæsterne chokerede ellers med en scoring i kampens første minut, men inden pausen havde Leipzig scoret tre gange, og i anden halvleg satte hjemmeholdet trumf på med yderligere to scoringer.
RITZAU