Bayern München var tæt på at blive indhentet, men slog lørdag akkurat Oscar Højlund og Eintracht Frankfurt 3-2 på hjemmebane i Bundesligaen.
Harry Kane scorede to gange i sejren, som er Bayerns tredje i træk i ligaen.
Dermed udbyggede sydtyskerne føringen i tabellen, hvor der nu er otte point ned til Borussia Dortmund.
Det kunne have været ni, men efter Christoph Baumgartner havde bragt RB Leipzig på 1-0 og 2-0, svarede Dortmund tilbage og sikrede sig lørdag 2-2 efter et selvmål og en træffer af angriberen Fabio Silva dybt inde i overtiden.
Længe lignede det lørdag en komfortabel sejr for Bayern.
Midtbanespilleren Aleksandar Pavlovic flugtede med hjælp fra Frankfurt-keeperen Bayern på 1-0 fra kanten af feltet efter godt et kvarter.
Kane øgede en håndfuld minutter senere til 2-0 med hovedet efter et hjørnespark, og da englænderen midt i anden halvleg flot drejede et skud uden for feltet i nettet til 3-0, syntes gæsterne at være knockoutet.
Men Jonathan Burkardt reducerede til 1-3 på et straffespark, som Kane havde begået på danske Højlund, og slutfasen blev spændende, da også Arnaud Kalimuendo kom på tavlen.
Frankfurt pressede højt, og Bayern-defensivens insisteren på at spille bolden frem ved jorden blev kostbar, da franskmanden nærmest tacklede bolden i mål.
Det var dog for sent for gæsterne, der gjorde brug af Højlund i 77 minutter og nu ligger nummer syv.
Der er dog et godt stykke op til Bayer Leverkusen på sjettepladsen, selv om Kasper Hjulmands tropper lørdag skuffede med 0-1 hos Frederik Rønnow og Union Berlin.
Andetsteds tabte danskerklubben Wolfsburg til Augsburg. Christian Eriksen assisterede åbningsmålet efter et hjørnespark, og værterne var foran 2-1 efter 87 minutter.
Med i slutfasen scorede blandt andre den tidligere Brøndby-angriber Michael Gregoritsch, og Augsburg vandt 3-2.
/ritzau/
