Der var ikke engang spillet to minutter af lørdagens kamp mod Frankfurt, før Bayern Münchens Alphonso Davies lagde sig ned i græsset med stærke smerter.
Det canadiske stjerneskud på 19 år vred rundt på foden i en soloulykke, og der var ingen tvivl om, at der var noget helt galt.
Se ulykken øverst i artiklen.
Søndag er meldingen så kommet om skadens omfang, og Bayern bekræfter, at klubben i de kommende uger må undvære den talentfulde spiller.
»Han fik en ledbåndsskade. Et ledbånd er helt revet over, og et andet er delvist revet over. Vi forventer, han vil være ude i seks til otte uger,« siger klubbens træner, Hansi Flick, til Bayerns hjemmeside.
Han tilføjer:
»Det gør ondt, når en spiller af hans kvalitet bliver skadet.«
Davies blev erstattet af Lucas Hernández, og storklubben vandt kampen med 5-0.