En stor fejl satte Wolfsburg i gang, og klubben fik overraskende 2-2 med fra udekampen mod Bayern München.

Det sker ikke så tit, at FC Bayern München sætter en tomålsføring over styr i Bundesligaen, og da slet ikke hjemme i Allianz Arena.

Det skete ikke desto mindre fredag aften, da Wolfsburg med klubbens nye cheftræner, Martin Schmidt, fik 2-2 med hjem fra München.

En kæmpe brøler af Bayern-målmand Sven Ulreich, der vikarierer for skadede Manuel Neuer, satte Wolfsburg i gang, og senere udlignede gæsterne til slutresultatet.

Alt så ellers rosenrødt ud for Bayern München, da Robert Lewandowski efter lidt over en halv times spil konverterede et tyndt dømt straffespark og bragte hjemmeholdet foran 1-0.

Den polske stjerneangriber faldt til jorden efter en let berøring, og det var nok til at udløse et spark fra 11 meter.

Kort før pausen var heldet igen med Bayern. Arjen Robbens afslutning ramte holdkammeraten Rafinha, så Wolfsburg-målmand Koen Casteels var uden chance.

Wolfsburg fyrede mandag cheftræner Andries Jonker efter en skuffende sæsonstart.

Ind kom i stedet den tidligere Mainz-træner Martin Schmidt, og han så ud til at være på vej mod et ventet nederlag i sin anden kamp for klubben.

Men sådan kom det ikke til at gå.

Ti minutter inde i anden halvleg sendte Maximilian Arnold et frispark direkte mod mål.

Bolden brækkede ganske vist lidt, men det så alligevel underligt ud, da Sven Ulreich med flad hånd forsøgte at verfe bolden væk.

Den endte i stedet i nettet til en 1-2-reducering, et meget stort drop af målmanden.

Syv minutter før tid headede indskiftede Daniel Didavi bolden i mål til 2-2, og dermed kunne Wolfsburg overraskende tage et point med hjem.

Bayern München er nummer to i Bundesligaen med 13 point for seks kampe. Dortmund fører med det samme antal point og en bedre målscore, dog for kun fem kampe.

Wolfsburg er nummer 11 med seks point for seks kampe.

/ritzau/