Álvaro Odriozola vil i den resterende del af den igangværende sæson kunne kalde sig Bayern München-spiller.

Bayern München lejer højrebacken i Real Madrid for resten af sæsonen. Det oplyser den tyske storklub på sin hjemmeside.

»Efter interne diskussioner er vi blevet enige om at følge cheftræner Hansi Flicks ønske om at styrke defensiven og besluttede at gå med Álvaro Odriozola,« siger Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge, til klubbens hjemmeside.

Odriozola kom til Madrid i sommeren 2018 og vandt Fifa Club World Cup med klubben i sin første sæson, men har ellers ikke haft den store succes for klubben, hvor spilletiden har været begrænset.

Landsmanden Daniel Carvajal har således været cheftræner Zinedine Zidanes foretrukne på højrebacken. I den igangværende sæson blev det således blot til fire ligakampe og en enkelt optræden i Champions League for højrebacken. Han har spillet fire kampe og scoret et enkelt mål for det spanske landshold.

Det er ikke første gang, at Bayern München laver en lejeaftale med Real Madrid. I sommeren 2017 var det den colombianske midtbanespiller James Rodríguez, der blev lavet en aftale omkring.

Rodríguez nåede at spille i Bayern i to sæsoner, før han atter vendte retur til den spanske storklub, hvor han fortsat spiller.

/ritzau/