Bayern München har forlænget med fire bærende spillere. En af dem er Pierre-Emile Højbjergs rival Xabi Alonso.

Den tyske storklub Bayern München har fredag forlænget kontrakterne med fire af klubbens stjerner. Angriberen Thomas Müller samt forsvarsspillerne Jerome Boateng og Javi Martinez er blevet forlænget til 2021, og veteranen Xabi Alonso har fået tilføjet endnu et år til sin kontrakt, så han er i den tyske mesterklub til udgangen af 2017.

Det sidste kan være dårligt nyt for danske Pierre-Emile Højbjerg, der ligesom Xabi Alonso befinder sig bedst på den centrale midtbane. Danskeren er i øjeblikket udlejet til Schalke 04, efter han havde svært ved at spille sig til en plads på Bayern Münchens hold.

Kontraktforlængelserne er godt nyt for Bayern München, der de seneste uger har været omgivet af spekulationer om, at cheftræner, Josep Guardiola, måske er på vej væk fra klubben for i stedet at tage til en klub i Premier League.

Særligt Thomas Müller var i løbet af sommerens transfervindue flere gange rygtet væk fra Bayern München. Hans gamle kontrakt løb til 2019, men den er nu forlænget med yderligere to år.

Bayern München er sikret en plads som nummer et i Bundesligaen inden vinterpausen, og holdet har også spillet sig videre i Champions League.