Hansi Flick kan ikke være sikker på, at han får lov til at forlade cheftrænerposten i Bayern München til sommer, selv om han ønsker det.

Det siger den administrerende direktør i den tyske storklub, Karl-Heinz Rummenigge, til det tyske medie Bild am Sonntag ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Hvis vi skal imødekomme Hansis anmodning, skal alle parterne samarbejde om at finde en løsning, som Bayern også er tilfreds med.

- Vi taler trods alt om en træner, der har opnået noget stort med os, og hvis arbejde vi er meget glade for, siger han.

Flick sagde i sidste uge i et interview med tyske Sky, at han vil ud af sin kontrakt efter sæsonen.

Tyskerens kontrakt står ellers først til at udløbe i sommeren 2023.

Tyske medier har beskrevet, hvordan der i Bayern München er en magtkamp mellem Flick og sportsdirektør Hasan Salihamidić.

Det bunder angiveligt i uenigheder om, hvilke spillere den sydtyske fodboldklub skal hente i transfervinduerne.

Rummenigge mener ikke, at Hasan Salihamidić er blevet behandlet fair i den sag.

- I Bayern træffer vi alle beslutninger om transfers og truppen sammen med bestyrelsen og ledelsen, ligesom træneren også er involveret, siger han til Bild.

56-årige Flick er i gang med sin anden sæson som cheftræner i klubben, efter at han i den forgangne sæson afløste Niko Kovac.

I sin første sæson førte han storklubben til triumfer i Bundesligaen, Champions League og den tyske pokalturnering. Siden har holdet også vundet klub-VM samt Super Cup i Tyskland og Europa.

I denne sæson er Bayern snublende tæt på at vinde det tyske mesterskab igen. Det kan allerede ske senere søndag, hvis de nærmeste forfølgere fra RB Leipzig taber til Stuttgart.

På rygteplan anses Flick som Det Tyske Fodboldforbunds (DFB) ønskekandidat til at afløse Joachim Löw som tysk landstræner til sommer, når Löw stopper efter EM-slutrunden.

/ritzau/